Richard Ragnvalds fødselsdag endte i drama efter uheldig salat-misforståelse og en ambulance, der ikke ville hente ham.

Det var ellers en stor dag for den folkekære dansktopsanger, der 10. august fyldte både 72 og samtidig kunne fejre 60-års musikerjubilæum.

Dagen blev derfor fejret på et hotel i Flensborg lige syd for grænsen med god mad og godt selskab i form af hustruen Vibeke, deres søn og svigerdatter samt lille barnebarn.

Men allerede efter et kvarter gik det galt.

Richard Ragnvald lider af voldsom fødevareallergi, så efter at have sikret sig at servitricen på stedet taler dansk, spørger han hende, om der er sesamolie eller sesamfrø i noget af maden, fortæller han til Her og Nu.

Det er der ikke, så dansktop-legenden tager for sig i buffeten. Blandt andet noget salat.

»Der går et kvarter, så siger jeg til Vibeke (hans hustru, red.): 'Hold kæft, nu begynder det at klø i mine fingre.' Så kunne hende servitricen jo godt se, at den var gal, så hun gik ud til kokken, og så kommer hun jo tilbage og siger, at hun måtte jo desværre fortælle, at der var sesam i alle olierne i salaterne,« siger Richard Ragnvald til Her og Nu.

Der var ingen tid til panik for Richard Ragnvald, der altid har fået at vide, at skulle uheldet være ude, og han fik et anafylaktisk chok, så skal han ringe efter en ambulance. Så det gjorde han.

Men da dansktopsangeren befandt sig i Tyskland, kunne den danske alarmcentral intet stille op. De måtte ikke køre ned over grænsen og hente ham, fik han at vide, og derfor måtte sønnen Thomas hoppe i bilen og køre farmand til Danmark.

Her stod Falck klar med et drop med binyrebarkhormon, inden de kørte ham til skadestuen i Aabenraa, hvor han i fire timer lå med slanger op drop, fortæller Richard Ragnvald til ugebladet.

Richard Ragnvald fortæller til Her og Nu, at hotellet overhovedet ikke har beklaget situationen, men at de har refunderet pengene for middagen, efter at hans hustru har klaget.

Til gengæld har han intet at klage over i forhold til indlæggelsen på hospitalet i Aabenraa, hvor en flok sygeplejersker kom ind og sang hans eget hit 'Kære lille mormor' for deres kendte patient.