En spansk domstol har onsdag slået fast, at en 43-årig mand er søn af den 75-årige Julio Iglesias.

Med sagens afgørelse har den Grammy-vindende spanske sanger nu ni biologiske børn.

Sønnen er et resultat af en affære, Julio Iglesias havde i 1975 med en portugisisk ballerina. En affære, sangeren har benægtet at have haft.

En DNA-test viste dog det modsatte, og nu har Javier Sanchez Santos altså rettens ord for, at han er søn af Spaniens bedst sælgende kunstner, skriver Reuters.

Som 43-årig har Javier Sanchez Santos fået rettens ord på, at han er søn af den spanske crooner.
Som 43-årig har Javier Sanchez Santos fået rettens ord på, at han er søn af den spanske crooner. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

Afgørelsen har været næsten 30 år undervejs. Allerede i 90’erne stod Javier Sanchez Santos og hans mor, Maria Edite, frem og fortalte om affæren og faderskabet. Noget, en domstol gav dem medhold i.

Men Julio Iglesias, der var gift med Isabel Preysler, mens den ti dage lange affære stod på, nægtede pure. Han ankede derfor domstolens kendelse og fik den ophævet.

Det var først, da en ændring i den spanske lovgivning i 2017 gjorde det muligt for Javier Sanchez Santos at indhente en DNA-prøve fra sangeren, deres påstand for alvor fik medvind.

DNA-testen viste, at Julio Iglesias med 99,99 procent sandsynlighed var far til den 43-årige mand.

Julio Iglesias har efter dagens afgørelse ni biologiske børn.
Julio Iglesias har efter dagens afgørelse ni biologiske børn. Foto: RONALDO SCHEMIDT
Vis mere

Med dagens afgørelse har Javier Sanchez Santos nu fået otte halvsøskende.

Børn, Julio Iglesias har med to forskellige kvinder - Isabel Preysler og Miranda Rijnsburger.

Det yngste af børnene er 12, mens sangerens mest kendte afkom må være den 44-årige Hero-sanger, Enrique Iglesias.

Julio Iglesias har gennem sin karriere solgt over 300 millioner plader verden over og modtaget et hav af priser for dem.