Sidste år blev han dømt i en mordsag fra 1999, hvor to ældre mennesker blev tæsket ihjel med hammer.

Nu har Jeremiah Shane Farmer – selv om han sidder fængslet – efter alt at dømme gjort sig skyldig i endnu en forbrydelse.

Således står det i retsdokumenter, som Chicago Sun Times har fået i hænde, beskrevet, at det var ham, der stod bag overfaldet på R. Kelly for nylig.

I sagsakterne beskriver Jeremiah Shane Farmer, at han begyndte at slå den ligeledes fængslede sanger for at råbe samfundet op.

Overfaldet fandt sted, mens fængslet var blevet sat i lockdown, fordi der foregik en R. Kelly-protest foran fængslet.

Jeremiah Shane Farmer forklarer lettere kryptisk, at hans håb var, at overfaldet ville få så megen opmærksomhed, at medierne ville kaste lys over det, som han beskriver som korruption i statsstyret.

At tyde ud fra retsdokumenter har den 39-årige indsatte ikke haft en advokat ved sin side, da han afgav forklaring.

Manden, der er medlem af den berygtede bandegruppering Latin King – verdens største gadebande hispanic- og latinamerikanere – sidder fortsat fængslet i Metropolitan Correctional Center.

R. Kelly fotograferet sidste år.
R. Kelly fotograferet sidste år. Foto: KAMIL KRZACZYNSKI
Vis mere

Det samme gør R. Kelly, der ifølge sin advokat slap fra overfaldet uden alvorlige skader.

Han skulle dog – igen ifølge advokaten – være ekstremt påvirket af overfaldet.

»Jeg har talt med ham, og han er ikke okay. Han har det ikke godt. Dette er endnu et bevis for, at han skal løslades. De kan ikke beskytte ham i det fængsel,« sagde advokaten i slutningen af august.

'I believe I can fly'-sangeren har siddet fængslet siden juli sidste år, men i forbindelse med coronapandemien har han og hans advokater plæderet for, at han af sikkerheds- og helbredsmæssige årsager bør løslades frem mod retssagen.

Dette er dog blevet afvist.

R. Kelly er tiltalt for flere end 20 forbrydelser omhandlende seksuelle overgreb af forskellig karakter. Flere af forholdene involverer mindreårige.

I forbindelse med sagen skulle han være mødt i retten i juli, men høringen blev udskudt til 29. september som følge af coronakrisen.