Guderne skal vide, at Hugo Helmig har levet en turbulent tilværelse, siden han i 2018 slog igennem med 'Please don't lie'. Han strøg til tops på hitlisterne for derefter at styrte mod bunden i 2019, da han erkendte sit kokainmisbrug og aflyste alle sine koncerter.

Men nu er han altså tilbage - og mor er stolt.

Fredag udkommer pladen 'Lulu, vol 1', og på Instagram sætter mor Renee Toft Simonsen ord på vejen dertil:

'Han har kæmpet en stor kamp, og ud af den er kommet vidunderlig musik tekster - ærlige, kærlige og ind imellem lidt barske, for sådan er livet også.'

'Vi er stolte af dig,' skriver den tidligere model på sin Instagram-profil, hvor hun også deler en bid af en af sønnens musikvideoer.

Albummet 'Lulu, vol 1' indeholder seks sange - heriblandt titlerne 'Curtains of my life' og 'Boys don't cry'.

Dermed vender 21-årige Hugo Helmig, søn af Thomas Helmig, altså officielt tilbage til musikscenen efter sin pause.

En pause, der blandt andet betød, at han sidste år måtte aflyse sin optræden på Roskilde Festival. Her er planen dog, at han tager revanche i år, hvor han skal spille på festivalen 3. juli.