Renée Toft Simonsen blev angst for at spise foran andre mennesker og endte med at trække sig ud af livet som feteret topmodel.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
»Da jeg gik ned og var med i den der modelkonkurrence (Supermodel of the World-konkurrencen i 1982, red.), tog til USA og blev model, ændrede mit liv sig radikalt. Jeg endte med at få stress og angst af det. Og det ændrede min livsindstilling, min måde at tænke på og min måde at være i verden på. At få sådan nogle vanskeligheder, det gør virkelig, at man udvikler sig. Vi udvikler os jo ikke, når det hele bare kører i smør og fløde. Vi udvikler os, når vi kommer i modgang. Og det ændrede min livsbane radikalt, at jeg endte med at få angst af min modelkarriere. Jeg gik ind i en meget dyb proces om det der med at være et menneske i udfordringer. Jeg har kæmpe sympati, empati og respekt for mennesker, som har udfordringer. Man må ikke være fordømmende og sige: 'Så må de bare...' Den smøre oplevede jeg selv der midt i mine 20'ere: 'At så kunne jeg bare...' Men det er der simpelthen ikke altid noget, der hedder. Det er ikke altid, at man bare kan. Og det skal man have dyb respekt for.«

Var det angsten, som fik dig til at droppe modelkarrieren i sin tid?
»Ja, det var ligesom det, som satte en stopper for det. Senere valgte jeg mere frivilligt at gøre noget andet. Men det var det, som i første omgang fik mig i en anden retning. Hvis man kigger på mit liv som en film, så er point of attack det, som satte noget i gang, da jeg tog til USA som model. Og det første vendepunkt derefter var, da jeg fik angst af at være der og kom i gang med min udvikling.«

Hvordan mærkede du angsten dengang?
»Min angst var faktisk meget konkret. Jeg fik angst for at spise foran andre mennesker. Det var meget specifikt og havde en enorm påvirkning på mit liv. For hvordan kan du lade være med at spise noget, hvis nogle inviterer dig til frokost, uden at folk sidder og siger: 'Jamen skal du da ikke have noget?' Kan du så sidde og sige: 'Jamen, det, der simpelthen sker, det er, at jeg bliver bange i min krop, når jeg skal tage gaflen op til munden. Det er super mystisk, og jeg ved ikke hvorfor, men det er det, der sker.' Kan man sidde og sige det og ødelægge den gode stemning? Dengang var det enormt tabuiseret og enormt pinligt og skamfuldt. I dag har jeg heldigvis accepteret, at det var sådan, det var.«

Hvordan fik du det bedre?
»Det gjorde jeg blandt andet ved at komme ud af livet som model. Jeg tror, at min angst kom af stress, for jeg arbejdede virkelig meget. Det gør man jo, når man arbejder på det niveau, jeg gjorde, hvor jeg var på forsiden af alle de store blade og kampagner. Så jeg cuttede kontakten til alt og tog i en kibbutz og plukkede appelsiner i fire måneder som en start på at prøve at finde tilbage til, hvem jeg var, og hvilke værdier jeg havde. Synes jeg egentlig, at det var sjovt at stå foran et kamera? Synes jeg, at det var skægt at få nyt tøj på hele tiden? Nej, det gjorde jeg ikke! Og al ære og respekt til folk, som faktisk går op i sådan noget. Det har bare aldrig været mig. Det har ikke interesseret mig – ikke på det niveau. Jeg spurgte mig selv, om jeg virkelig ville bruge mit liv på noget, jeg kun ville af én grund – nemlig at jeg fik penge for det. Mange penge endda. Det er jo en okay grund til at gøre noget, men vil man basere sit liv på det? Det ville jeg ikke. Penge er meget vigtige for mig, det har de altid været. Men der er alligevel også grænser for, hvor vigtige de er.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.