Den danske stjernekok fra restaurant Noma er på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

René Redzepi er ikke blot en kok i verdensklasse. Han er også blandt de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

Det mener hvert fald det anerkendte amerikanske tidsskrift Time Magazine, der har offentliggjort sin årlige liste over verdens vigtigste personligheder.


34-årige René Redzepi, der til daglig er køkkenchef på og medejer af den Michelin-hædrede restaurant Noma i København, kommer således i et fornemt selskab på top 100-listen, der blandt andet tæller navne som Barack Obama, Warren Buffet, Christine Lagarde, Hillary Clinton og Lionel Messi.

I forlængelse af udvælgelsen skriver den verdensberømte spanske kok Ferran Adria, at »med sin restaurant Noma, har René allerede gjort noget historisk. Han har sat København og de nordiske lande på det globale kort over gatronomi. I dag er han på toppen af den kulnariske verden.«

Tidligere i år kunne læsere af Time Magazine se René Redzepi pryde forsiden på magasinet. Iklædt uldsweater, cowboybukser, gummistøvler og med fuldskæg blev fotoet ledsaget af ordene:

BRITAIN GASTRONOMY

- Locavore hero. Danish chef René Redzepi sparked a worldwide culinary revolution. But he’s not your typical celebrity chef.

Frit oversat til dansk betyder det 'Lokaltædende helt. Den danske kok René Redzepi satte gang i en verdensomspændende kulinarisk revolution. Men han er ikke den typiske kendis-kok.'

Times top 100-liste blev introduceret i 1999. Både tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard, brandekspert Martin Lindstrøm og miljødebattør Bjørn Lomborg har tidligere været med på listen.