Siden radioværten og journalisten René Fredensborg i juni blev fyret fra sit job på Radio24syv, har han været stille. Men nu tager han bladet fra munden i en længere opdatering på Facebook.

Kort efter fyringen kunne B.T. afsløre, at han blev fyret for at have smuglet euforiserende stoffer med i den autocamper, som Radio24syv havde med til Folkemødet på Bornholm. To medarbejdere kørte bilen og brød uforvarende loven, da de uden at vide det transporterede stofferne gennem Sverige til Bornholm. Det bekræfter René Fredensborg nu.

'Jeg smed en pose med euforiserende stoffer ind i den autocamper, jeg skulle sove i, da den skulle køres til Folkemødet på Bornholm. Jeg var ubevidst, tankeløs og aldeles ansvarsløs i forhold til den risiko, jeg dermed udsatte chaufføren for. Det var dumt og utilgiveligt,' erkender han og tilføjer, at chaufføreren har tilgivet ham.

Det er ikke første gang, René Fredensborg har været involveret i at smugle stoffer, erkender han.

'Jeg smugler faktisk gerne selv mine stoffer, hvis det endelig skal være, og har flere gange fløjet rundt i Europa med lommerne fulde af pot. Det vil jeg nu også sætte en stopper for. Jeg har faktisk ikke været fuld, skæv eller high, high, high i syv uger. Det er lidt kedeligt, men jeg kommer igennem det,' skriver han.

Aktuelt er den nu forhenværende Radio24syv-vært i gang med en roman, der handler om 'moral, dobbeltmoral og gennemgående mangel på moral' - og hvor den ene hovedperson minder om ham selv.

'Svarene står at læse i min kommende roman og ja, jeg er fucking vred. Mest på mig selv, selvfølgelig. Men jeg har en karakter, der også er vred på en masse andre, og den popper engang imellem op her i den digitale virkelighed,' skriver René Fredensborg, der understreger, at han ikke stiller op til interview om sagen.