Den 35-årige danske springrytter er sammen med sin mand, den tidligere fodboldspiller Allan Nielsen, blevet forældre til en lille pige.

Det afslører Tina Lund selv på sin Instagram, hvor hun også har delt det første glimt af sin nyfødte datter.

Den lille pige blev født torsdag, fortæller hun.



'Den 26/10-2016 kom vores lille datter til verden,' skriver hun på sin profil.

Tina Lund fortæller, at datteren vejede 3.385 gram ved fødslen og var 49 centimeter lang.

'Vi har det godt og glæder os til at hilse på venner og familie. Velkommen til verden min pige,' lyder det fra den nybagte mor.



Allerede for to uger siden afslørede Tina Lund på sin blog, at hun og Allan Nielsen allerede havde fundet et navn til den lille ny. Datteren skal hedde Lilly, og det er der en helt særlig grund til.

Den lille pige bliver opkaldt efter Tina Lunds mormor, der hedder Lilly til fornavn, mens hendes mor hedder det til mellemnavn.

Udover den ny lille datter har parret også sønnen Louis. Tina Lund skrev samtidig, at datterens navn hænger godt sammen med sønnens, da det også starter med 'L' og indeholder fem bogstaver.



I sidste uge fortalte den kendte springrytter, at hun nød den sidste tid som tilskuer på stævnebanerne, for når datteren var blevet født, ville det ikke være muligt at være med til stævner, før den lille pige blev lidt ældre.

Tina Lund og Allan Nielsen bor til daglig i Dubai. Allan Nielsen har tre døtre fra et tidligere forhold.