Søndag aften er store Justin Bieber-dag i Danmark. Superstjernen gæster Parken i København, hvor titusindvis af unge, skrigende piger er klar til et af deres livs helt store øjeblikke. Men hvad er det, Justin Bieber kan, som har gjort ham til det fænomen han er blevet? Det giver den kendte sanger og producer Remee sit bud på over for BT.

»Man kommer ikke så langt, som han har, uden man kan noget. Han har en god vokal og timing – hvilket nok kommer fra, han har spillet trommer,« siger Remee.

Justin Bieber er dog ikke kun en dygtig musiker, lyder det. Han er nemlig også klog, når det kommer til andet end at indspille i studiet.

»Han er god til at vælge de rigtige samarbejdspartnere, som er med til at definere hans musik, så den passer til tiden. Der har han vist god timing flere gange,« lyder det, da BT fanger Remee på den røde løber.

Læs også: Justin Bieber i Parken: Synger ygidelig Bieber overhovedet selv?

Den succesfulde canadier er også omringet af dygtige mennesker, som sørger for, at Bieber er blevet det fænomen, han er.

»Han har en god PR-maskine, som næsten skamløst malker succesen. Samtidig er han også blevet et symbol på alle andre drenge i verden, når han ikke er perfekt og laver en masse fuck-ups. Det er bare en velsmurt popmaskine,« slutter Remee, der søndag er til stede, når popfænomenet optræder i Parken.

Han fortæller samtidig, at han gerne vil skrive og producere en sang for den 22-årige canadier, hvis han spurgte. Det er imidlertid ikke noget, den danske X-factor dommer går og tænker så meget over i hverdagen.

Læs også: Se alle billederne: De kendte strømmer ind til Bieber-koncerten

Remee har blandt andet produceret og skrevet sange for S.O.A.P, Lis Sørensen, L.I.G.A og Outlandish.

Han er kæreste med den danske model Mathilde Gøhler, og sammen har de en ét-årig datter, Kenya.