Danmarks popkonge er kommet i dårlig form.

I den nye dokumentarserie 'Remee og Mathilde' er 43-årige Remee en tur på vægten, og her får han et decideret chok.

Den tidligere 'X Factor'-dommer og bagmand til utallige hit har de sidste par år haft svært ved at passe sin træning, og derfor får han besked på at lægge sin livsstil om.

»Jeg har ikke rørt mig i to et halvt år. Jeg plejede altid at træne jævnligt og har været i relativ god form de sidste 20 år, men på grund af flytninger, baby, rutiner og alt muligt har jeg lige pludselig været ude af det,« forklarer Remee.

Remee og Mathilde Gøhler.
Remee og Mathilde Gøhler. Nils Meilvang

Hans træner fortæller ham, at hans krop svarer til en mand på 56 år – altså 13 år ældre end han i virkeligheden er. Så han skal smide fem kilo og så ellers droppe rygning, alkohol og komme i gang med at spise mere grønt.

»Jeg var i tragisk dårlig form. Jeg blev træt bare af at løbe 300 meter,« fortæller Remee yderligere om sin form, som han nu vil gøre noget ved for at kunne leve så længe som muligt.

»Man kan ikke stoppe tiden, så man er nødt til at passe på sig selv,« lyder det fra Remee, der altså har erkendt, at selvom han udadtil måske ikke har en livsstil på en mand over 40, så siger kroppen, at han skal tage sig sammen.

Remee er som bekendt kæreste med den 26-årige model Mathilde Gøhler.

Remee.
Remee. Mads Claus Rasmussen

I forbindelse med vægttabet brokker Remee  - med med et glimt i øjet - sig over, hvordan hans kæreste kommer for let til tingene.

»Mathilde lever af McDonald's og har aldrig trænet en dag i sit liv. Jeg ved fandeme ikke, hvordan det kan lade sig gøre,« griner han.

I første program af 'Remee og Mathilde' ser man altså Remee kravle rundt i træningscentret og kæmpe for at smide kiloene.

Rygestoppet, mener han, går som en leg, og han føler pludselig et helt nyt overskud i hverdagen.

Mathilde Gøhler tilføjer, at Remee for eksempel ikke længere behøver at tage en middagslur.

Dokumentarserien har først premiere på Kanal 5 til foråret, men kan allerede nu ses på streamingtjenesten Dplay.