Den danske hitmager, X-Factor-dommer og natklubejer Remee er godt gammeldags træt af, at det hele ikke gik op i en højere enhed fredag aften, hvor han skulle åbne sin nye supernatklub Arch i København.

Omkring klokken 21.00 fredag aften måtte Remee indse, at natklubben Arch ikke kunne åbne dørene for de knap 200 inviterede gæster. Han havde været ude for at inspicere lokalerne til natklubben omkring tre timer før åbningen, men de var endnu ikke klar.

»Meget kunne være sket de sidste tre timer, men der måtte selv jeg erkende, at man kun er menneskelig. Og det var en meget, meget, meget svær beslutning, siger Remee til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at de havde arbejdet i døgndrift på at få den eksklusive natklub klar til den store åbningsfest. Der var dog en masse tekniske problemer, som ikke kunne nå at blive løst.

Og med et kysserum, narcissist-rum, samtalerum, tagterrasse og 600 sommerfugle i loftet, så var der høje ambitioner for stedet.

Dem blev hitmagerens deadline straffet for.

2

»Det er et projekt, jeg har arbejdet på non stop i de sidste seks måneder. Og det er også gradvist blevet mere og mere kompliceret, fordi ambitionen er blevet større og større,« siger han og tilføjer, at der har været flere udfordringer i forbindelse med åbningen af natklubben.

Eksempelvis har toldvæsnet i et 'andet land' haft fat i nogle lastbiler, der har fragtet ting til natklubben, i seks dage.

»Man kan jo altid være bagklog. Det helt simple er, at enten skulle man have lavet et mindre ambitiøst projekt, eller også skulle man have sat en anden åbningsdato, så længere er den jo ikke«, siger Remee til Ekstra Bladet.

Heldigvis fik de mange inviterede gæster sig alligevel en dejlig aften, da de blev inviteret på Hotel Skt. Petri i det centrale København, hvor der var mad og cocktails.

Så selv om Remee er en utroligt skuffet mand, så mener han, at folk har haft en fantastisk aften alligevel.

Han oplyser dog, at Arch kommer til at åbne fredag 29. april.

Uhomogen partnergruppe blev ZENs død
Arch kommer til at ligge på samme lokation, som natklubben ZEN gjorde. ZEN lukkede og slukkede 20. februar 2016 efter seks år på bagen i det københavnske natteliv.

Remee forklarede i forbindelse med lukningen af ZEN, at det skyldtes en ’uhomogen’ partnergruppe. Han sagde følgende til ugebladet SE og HØR.

»Vi var en partnergrupper, der var uhomogen. Vi spiste aldrig en middag sammen eller rejste en tur for at finde inspiration. Det skal være sjovt - og hvis ikke alle tre partnere er enige om det, og det var vi ikke af forskellige årsager.«

BT har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Remee, men han er endnu ikke vendt tilbage..