Rebecca Laudrup og Frederik Svejborg holdt stort bryllup på Fyn. Men selvom parret er ægtefolk, så følger hele den traditionelle pakke ikke med.

»Der er mange, der spørger, om vi snart skal have børn, men vi har ikke været sådan et par, der gør tingene i den traditionelle rækkefølge,« siger Laudrup til B.T.

»Vi kan godt lide at gøre tingene i vores eget tempo.«

Rebecca Laudrup siger, at parret også blev gift, før Svejborg havde friet til hende.

De blev nemlig gift ved en lille ceremoni kun med deres forældre til stede år før det store bryllup på Fyn, og det var først efter det minibryllup, at ægtemanden friede, og der blev afholdt et stort slotsbryllup.

B.T. møder Rebecca Laudrup til den nordsjællandske musikfestival 'Musik i Lejet', hvor hun er glad og danser lidt med sine veninder.

Hun fortælller, at lige nu skal hun og ægtemanden bare nyde tiden i Danmark. De er i gang med at istandsætte deres lejlighed, og så er det helt okay, hvis der ikke skal ske det helt store.

Rebecca Laudrup, som er datter af fodboldhelten Michael Laudrup, har også lige udgivet en bog, der er selvbiografisk. Den hedder 'Jeg finder altid hjem' og løfter sløret for, hvordan det er vokse op som datter af en kendt person, og hvordan den datter har fundet sine egne veje.

Forfatteren er nemlig blogger, influencer, og så har hun skrevet for magasinet Elle. Af samme grund var der mange, der fulgte spændt med, da hun blev gift i foråret. Og der var da også én ting, som Rebacca Laudrup var nervøs for.

»Jeg tror, jeg var mest bange for, at min far skulle træde på min kjole, og vi skulle falde,« siger hun og griner. Hun fortæller, at det var pragtfuldt at blive gift, og det var alt, hvad hun havde håbet på.

Så meget at hun ville ønske, hun skulle opleve det igen, men dog stadig med Frederik ved sin side.

»Så må vi holde et eller andet vildt kobberbryllup eller sølvbryllup. Jeg er i hvert fald helt klar på mere,« siger Laudrup, som også er uddannet stylist.