14 dage fra 27. februar. Så længe fik realitydeltager Tessie Skovly til at tilbagebetale de 73 personer, hun havde svindlet for mere end 160.000 kroner, da dommen faldt ved Retten i Kolding.
I dag, mere end tre måneder senere, har hun stadig ikke betalt. Og hun kommer heller ikke til det lige foreløbig. Hun er nemlig blevet erklæret insolvent.
Den besked har de bedragede parter modtaget i deres e-Boks den seneste tid.
B.T. har talt med flere af dem, der kan berette, at fogedretten har afvist deres sag, da den 23-årige kvinde i slut januar indgav en insolvenserklæring.
Jeg har ondt af dem, og det er surt. Men når hun ikke har nogen penge, er der ikke noget at henteBenedicte Federspiel, jurist hos Forbrugerrådet Tænk.
Som insolvent ejer du ikke nok til at kunne tilbagebetale dem, du skylder penge. Bliver man erklæret insolvent, er man mere eller mindre fredet i seks måneder, forstået på den måde, at man ikke kan blive hevet i fogedretten.
Og det er altså gennem fogedretten, de mange personer, som Tessie Skovly har snydt, skal få deres penge tilbage.
Tessie Skovly, der er kendt fra kanal 4-programmet 'Ex On The Beach', er dømt for at have bedraget folk for i alt 164.425 kroner.
Bedrageriet stod på i perioden mellem februar 2017 og juli 2019. Her hævdede Tessie Skovly at sælge alt fra designertasker, telefoner og tøj. Varer, som mange mennesker betalte penge for, men som de aldrig modtog.
I februar fik de 73 personer rettens ord for, at realitydeltageren havde snydt dem. Hun blev idømt seks måneders betinget og tre måneders ubetinget fængsel med fodlænke samt påkrævet at betale folk tilbage.
De skyldne beløb spænder mellem 283 og 9.500 kroner. Men foreløbigt har de forurettede altså ikke set skyggen af deres penge.
Og de skal heller ikke umiddelbart regne med at komme til det, forklarer Benedicte Federspiel, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk.
»Jeg har ondt af dem, og det er surt. Men når hun ikke har nogen penge, er der ikke noget at hente,« siger hun.
Hun uddyber, at forbrugere ikke ved køb fra private har samme rettigheder, som hvis der var tale om etableret forhandler.
Derfor kan der ligge en lang og opslidende kamp forude for dem, der insisterer på at få tilbagebetalt de penge, Tessie Skovly har svindlet dem for.
Når de seks måneder, som Tessie Skovlys insolvenserklæring freder hende, er gået, kan hun nemlig blive erklæret insolvent på ny.
Det kan hun, såfremt hun ikke får flere midler mellem hænderne, og det kan så fortsætte igen og igen i ti år, indtil gælden ifølge lovgivningen er forældet.
»Personligt ville jeg ikke tage kampen. I stedet ville jeg sige, at det gør jeg aldrig mere,« siger Benedicte Federspiel og henviser til, at man altid skal være meget påpasselig, når man handler med private over nettet.
B.T. har forsøgt at indhente en kommentar om sagen fra Tessie Skovly, men hun har ikke ønsket at udtale sig.

