»Det er en virkelig ambivalent følelse, når dér hvor fragmentet kom fra, var med til at slå mine venner ihjel.«

Realitystjernen Philip May har fået fjernet en stor del af sit liv.

Et granatfragment, som han har haft siddende i baghovedet, lige siden en mortér-ulykke i militæret dræbte to af hans bedste venner i 2010.

'En dag, hvor alle følelserne blev kastet rundt i registreret, startede jeg ud med at gøre alt for at lige netop undgå den her operation. Den her undgåelse, som er så stærk i min PTSD, den her undgåelse, som har siddet i mig lige siden den traumatiske dag, hvor jeg fik fragmentet i baghovedet,' skriver den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager i et opslag på Instagram efter operationen.

Det har været en længere overvejelsesperiode for Philip May, om splinten skulle fjernes eller ej. For den har så stor betydning for hans liv.

11. juni 2010 blev en skelsættende dag for Philip May, da en ulykke under en øvelse på Oksbøl Kaserne kostede to soldaterkammerater livet.

Philip May fik selv en granatsplint i baghovedet, som nu har været en del af hans liv lige siden.

Men nu er den del forbi.

Jonas Rasmussen og Simon Kofoed Christensen som er de to soldater, der mistede livet tilbage i 2010.
Jonas Rasmussen og Simon Kofoed Christensen som er de to soldater, der mistede livet tilbage i 2010. Foto: HOK
Vis mere

Philip May har tidligere skrevet, at han længe ikke har villet have fragmentet fjernet, fordi det dagligt mindede ham om hans afdøde kammerater. Men fordi fragmentet påvirkede ham både psykisk og fysisk, var han klar til at sige farvel til den lille metalstump i baghovedet.

'Jeg er nået til et punkt i min rejse, hvor jeg er klar, klar til at lukke nogle kapitler, klar til at se fremad, klar til at tro på en fremtid. Der må simpelthen ikke opstå en situation, hvor jeg ikke kan få en MR-scanning. Det handler om at tage alle de forbehold, jeg kan tage, selvom det her fragment er så følelsesbundet til mig. Det er blevet en del af mig, en del af historien, en del jeg har svært ved at give slip på.'

Philip May havde inden operationen spurgt sine følgere, hvad han skulle gøre af splinten, men han har endnu ikke besluttet sig, hvad der kommer til at ske.

For nylig blev Philip May far til en lille dreng sammen med reality-kæresten Simone Hvenegaard.