Britisk Susan Boyle oplevede det, mange amatør-sangere må nøjes med at drømme om:

På et split-sekund sang hun sig ind i hjerterne på hele verden, da hun deltog i talent-programmet Britain's Got Talent i 2009.

Susan Boyle fik en komet-karriere og har siden tjent en formue på sin stemme.

Men rigdom og berømmelse er tilsyneladende ikke den sikre vej til lykken. Tværtimod!

I hvert fald fortæller Susans bror, Gerry, til den britiske tabloid-avis Mirror, at søsterens mange penge har ødelagt familien.

- Hun havde denne drøm og har altid troet, at hvis hun kunne leve af at synge og blive rig og berømt, så ville vi alle blive lykkelige, men sådan gik det ikke, siger broderen til avisen.

- Det har revet familien fra hinanden, og jeg kan ikke se nogen vej tilbage. Det er derfor, Susan har nået et vendepunkt, tilføjer han.





Det er svært for udenforstående at gennemskue, hvad der er op og ned i den ulykkelige familie-saga. Forskellige fløje af familien beskylder gensidigt hinanden for at plukke søsteren for penge. Broderen Gerry bliver blandt andet beskyldt for at have truet sin berømte søster med at ville begå selvmord, hvis ikke hun gav ham penge, som kunne redde hans skrantende firma.

Faktum er imidlertid, at Boyle allerede har delt rundhåndet ud af sine mange penge, men selv om der angiveligt er forduftet over 10 millioner danske kroner på den konto, vil hendes søskende have flere penge. Striden har gjort, at dele af familien slet ikke kan være i samme rum.

- Sidste gang, Susan var på besøg, brød hun pludselig sammen i tårer. Hun beklagede sig - ikke bare til mig, men til hele familien. Det var svært at se hende så oprørt, siger Gerry.