Reality-deltager Cecilie Harder, som er kendt fra tv-programmet 'Ex on the beach' har nu oplevet, hvordan det er, når minder i massevis går op i flammer.
Det skriver hun på sin Instagram-profil, hvor hun viser billeder af sine forældres hjem, hvor store dele er gået op i røg. Overfor B.T. forklarer hun, hvad det var, der skete, da branden brød ud.
»Altså min mor står udenfor og ryger, og at hun kommer ind i huset igen, der kommer min lillebror ud i gangen og siger, at han ikke kan spille computer,« lyder det fra den 24-årige Harder, der fortsætter:
»De går hen og slår relæet til, men der sker stadig ingenting, og så ser de flammerne. Det er faktisk så hurtigt, det går.«

Hun fortæller, at med branden var der mange minder, der nu er gået tabt. Eksempelvis er farens store musiksamling væk. Han arbejdede tidligere som DJ og havde gemt en stor samling musik.
Derudover er den brudekjole, som moren blev gift i, og som Cecilie Harder ønskede at få syet om og blive viet i, nu borte.
»Vi har grædt. Det gjorde vi lige, da det var sket. Det er klart, at vi var meget rystede. Samtidig er vi også en familie, der tager tingene let, så nu prøver vi bare at holde humøret højt og se, hvad de siger fra forsikringen.«
Både på sin Instagram og i interviewet forklarer reality-deltageren, at der ikke skal herske nogen tvivl om, hvorvidt branden var påsat eller ej.

»Man har allerede kigget på det, og selvom man ikke ved med sikkerhed, hvad der startede den, så mener man, det kan være et batteri til noget værktøj eller nogle ledninger. Den er altså ikke påsat,« siger hun.
Heldigvis for Cecilie Harder var det ikke hendes barndomshjem, der brændte. Forældrene var flyttet ind i huset for to år siden.
Her bor de med deres søn og datter på 13 og 14 år, og foruden dem har Cecilie Harder en søster mere, som bor i Viborg. Selv bor hun i Skive.
»Min far ringede og fortalte om, hvad der var sket, så jeg ikke skulle læse det i Skive Folkeblad. Og han ringede også til min søster i Viborg, som også kørte mod huset med det samme.«
Forældrene bor i Højslev, og selvom de nu venter på forsikringspengene, så ved de godt, det aldrig kan dække de værdier, der gik tabt i branden. Cecilie Harder understreger dog, at det stort set kun var ekstra bygninger, der blev ramt, så familien stadig godt kan bo i huset.