Det helt store drama til onsdagens Reality Awards stod 'Paradise Hotel'- og 'Singletown'-deltageren Teitur Skoubo for, da han kom i håndgemæng med de vagter, der skulle smide ham ud fra prisuddelingen, efter han gentagende gange havde brudt coronaforholdsreglen om, at publikum skulle blive siddende under showet.

Dagen efter fortæller arrangøren af Reality Awards, Kit Nielsen, at realitystjernens optrin har fået konsekvenser for ham.

»Han fik en bøde på 3.000 kroner for gadeuorden af politiet på stedet. Men vagterne og jeg har besluttet ikke at anmelde ham for vold,« forklarer Kit Nielsen til B.T.

Politiet ankom ganske hurtigt til festlighederne på Docken i København, da Teitur Skoubo ganske voldsomt modsatte sig de mange vagters forsøg på at smide ham ud fra festlighederne.

Efterfølgende blev portene til stedet låst, så gæster hverken kunne komme ind eller ud, mens Teitur Skoubo kort fra festlighederne konverserede med politiet og til sidst endte med at forlade stedet.

»Det var super ærgerligt, at det skete, det er jeg rigtig ked af, men jeg synes ikke, det kunne være håndteret anderledes. Vagterne kunne ikke gøre så meget, når han var så aggresiv,« slår Kit Nielsen fast.

Teitur Skoubo kunne altså torsdag vågne op med formentligt grimme tømmermænd, men uden en plet på straffeattesten. Ikke mindst er han heller ikke blevet udelukket fra næste års Reality Awards.

»Han blev smidt ud i år på grund af dårlig opførsel, men han er velkommen igen næste år, hvis han kan opføre sig ordentligt,« slutter Reality Awards-arrangøren.