Mandag lagde TV 2-journalisten Rasmus Tantholdt et opslag på Facebook, som fik mange af hans følgere op i det røde felt.

Sagen er nemlig den, at Rasmus Tantholdt skulle flyve fra Wien til Frankfurt. Og det er der jo som sådan ikke noget galt i.

Men problemet er, ifølge hans følgere, at flyet var nærmest tomt, og det har fået en hel del brugere til tasterne på Facebook.

'Igen et bevis på, at journalister ikke er de skarpeste knive i skuffen. Der er jo også miljøet at tænke på, så dette giver på ingen måde mening,' lyder det blandt andet fra en Facebook-bruger.

Det var dette billede, som fik en masse følgere til tasterne på Facebook.
Det var dette billede, som fik en masse følgere til tasterne på Facebook. Foto: Rasmus Tantholdt
Vis mere

Til det svarer Rasmus Tantholdt kækt tilbage: 'Nej, det er vi nok ikke, og det virker til, at du er langt skarpere. Du tænker altså, at da vi kom ind i flyet og opdagede, at det var næsten tomt, skulle vi være gået ud igen, bedt personalet om at finde vores bagage i lastrummet og så lejet en bil og dermed forsinke afgangen for de få øvrige passagerer, der var med om bord?'

Han fortsætter: 'Eller plejer du at ringe til flyselskabet, inden du flyver, for at høre, hvor mange der er med?'

Den kommentar får Rasmus Tantholdt opbakning til fra flere, som også mener, at folk er for hurtige på tasterne.

En kommentar fra en anden lyder nemlig: 'Jeg tror, det er godt, at Danmark er ved at åbne op, det lader til, at der er mange, der keder sig og åbenbart også har glemt, at man holder en god tone på de sociale medier.'

Til den kommentar svarer Rasmus Tantholdt tilbage: 'Helt enig. Klassisk Facebook. Kommentarer på Instagram er langt mere afdæmpede og søde.'

Da B.T. fanger Rasmus Tantholdt på telefonen, forklarer han, at man selvfølgelig ikke altid skal gå ind i en diskussion, men han føler alligevel, at han i denne situation blev nødt til at forsvare sig selv.

»Skal man i grunden gå ind i en dialog? Det vælger jeg ikke altid at gøre, men jeg gør det indimellem, når jeg føler. Altså, jeg har jo en Facebook-profil, og den er der jo netop for at diskutere de ting, vi render rundt og laver, og det synes jeg, at der skal være plads til.«

Rasmus Tantholdt føler dog, at han bliver nødt til at gribe ind, hvis folk kritiserer ham på »faktuelt forkerte oplysninger«:

Sådan så det ud, da Rasmus Tantholdt var på vej til Danmark.
Sådan så det ud, da Rasmus Tantholdt var på vej til Danmark. Foto: Rasmus Tantholdt
Vis mere

»Så vil jeg ligesom gøre rede for, hvad de faktuelle oplysninger er. Og der er nogle, der er gået så vidt og har skrevet, at det må have været utroligt dyrt at tage med det her fly, som om det var et privatfly,« siger han og fortsætter:

»Og det er en monkeyclass-billet til Frankfurt fra Wien. Det er en helt almindelig flybillet. Sådan nogle misforståelser er jo fint nok lige at udrede, men det er jo rigtigt nok, at man ikke altid skal gå ind i diskussionen.«

Rasmus Tantholdt fortæller, at han har delt billedet på Facebook for at understrege, hvilken mærkelig situation vi står i lige nu.

»Jeg har fløjet rundt som korrespondent i hele verden i 17 år, og jeg har aldrig oplevet at rejse rundt i tomme lufthavne, som der normalt er hundredtusindvis af passagerer i.«

»Vi var nok 20 personer om bord på flyet, og det fortæller noget om, at det er en speciel tid, vi lever i, og at flybranchen, lufthavnsbranchen og turistbranchen i det hele taget har det rigtigt rigtigt svært,« siger Rasmus Tantholdt og fortæller videre, at han netop er landet i Danmark igen.

»Her fløj jeg med et fly, der var propfyldt. Jeg tror ikke, at der var en eneste plads ledig. Og der tjekkede jeg altså heller ikke inden, om det var et tomt fly.«

Rasmus Tantholdt sammen med sin kollega i et fyldt fly.
Rasmus Tantholdt sammen med sin kollega i et fyldt fly. Foto: Rasmus Tantholdt
Vis mere