Rasmus Jarlov var som skoledreng så uregerlig, at han blev flyttet en klasse op. Som udvekslingsstudent i USA blev han derimod kåret til at være en af de mest populære på skolen.

1. Venstreorienteret far - borgerligt opdraget

Jeg blev født i Aarhus, men har boet i Københavnsområdet stort set hele mit liv. Her var jeg på Østerbro med min far Carsten og stedmor. Jeg har tre brødre og min storesøster. Min far, som døde for to år siden, arbejdede i Skat og i Slots- og Ejendomsstyrelsen og beskæftigede sig blandt andet med vedligeholdelsen af de danske slotte. Fra ham har jeg arvet min store interesse for historie. Fra en tidlig alder gav han mig ikke bare lommepenge, men også bogpenge, som jeg skulle købe bøger for, og når vi tog på ferier, fik vi børn vist en masse gamle slotte frem. Han opdrog mig til, at jeg skulle have orden i mine ting, lave mine lektier til tiden, og at det var min egen skyld, hvis ikke det gik godt. Jeg er fra et hjem, hvor der blev set skævt til mig, hvis lærerne fortalte, at jeg havde opført mig dårligt i skolen. Og det skete ellers ret tit. Min far var faktisk venstreorienteret og var med i SF i mange år, men han opdrog mig meget borgerligt, med at man i høj grad selv er herre over, hvordan man klarer sig. Han endte med at blive konservativ – fordi han identificerede sig så meget med mig.

2. Nemme ofre

Hos mine bedsteforældre på Djursland tilbragte jeg utallige ferier med at fiske efter karper. De var nemme ofre i den lillebitte sø med mange fisk. Vi prøvede et enkelt år at spise dem, men de smagte utrolig dårligt, og derfor nøjedes vi med at have dem i en vaskebalje et par dage, hvor vi fodrede dem med regnorme.

3. De andre forældre klagede over mig

Jeg var ret uregerlig i skolen, lavede ballade og havde for få udfordringer. De andre børns forældre klagede over mig, og der blev indkaldt til et forældremøde, hvor jeg var det eneste punkt på dagsordenen. Det endte med, at jeg blev rykket en klasse op for at få flere udfordringer. Det hjalp lidt på det, men jeg må indrømme, at jeg faktisk altid har syntes, det var ret kedeligt at gå i skole, hele vejen op, også i universitetet. Jeg fandt ud af, at det var bedst, at jeg selv læste bøgerne igennem, end at jeg sad stille og fik undervisning. I folkeskolen havde jeg det med at kravle ned under bordet og lege, og i de større klasser var der masser af vandkampe. Min rektor kendte mig ret godt, for jeg var tit på kontoret og få en samtale med ham. Dengang boede vi i Klampenborg, og jeg gik på Skovgårdsskolen.

4. Forsinket student

Jeg blev faktisk student en måned eller to efter mine klassekammerater, fordi jeg fik en ret alvorlig ankelskade efter at have spillet fodbold i 3. g. Derfor kunne jeg først gå op til min sidste eksamen i idræt på Ordrup Gymnasium efter sommerferien, hvor jeg var begyndt i forsvaret. Det er nok derfor, jeg ikke har studenterhue på. Mit snit fra gymnasiet husker jeg ikke præcist, men det var godt uden at være fantastisk. Jeg dyrkede meget sport, fodbold og basketball og var glad for festerne. Det var dem, der gjorde, at man kunne holde det ud. I fritiden gik jeg med aviser, og senere kom jeg til at arbejde på tankstationen overfor Bellevue Strand, og desuden på Dyrehavsbakken, hvor jeg stod i forskellige boder såsom Lykkehjulet og ved Rutsjebanen.

5. For genert til pigerne

Jeg var på udvekslingsophold i Michigan et år, og der fik jeg vældig meget opmærksomhed. De var ikke så vant til udlændinge og syntes, det var vældig spændende, at der kom en fra Danmark. Jeg blev kåret til at være en af de mest populære på gymnasiet. Det syntes jeg var sindssygt mærkeligt, for det kunne man aldrig finde på at gøre i Danmark. I USA havde de en speciel datingkultur, og jeg var på nogle dates med de amerikanske piger, men kunne ikke rigtigt finde ud af det. Det var meget uvant for mig, og jeg var bare en genert dreng, der ikke kunne finde ud af, hvordan man håndterede pigerne.

6. Kedelige Hviderusland

Det er min store lidenskab at rejse, og jeg har nu besøgt 141 lande ud af de i alt 194 i verden. Jeg regner med at komme til at se dem alle. Det mest kedelige land, jeg har været i, var Hviderusland (billedet). Der er ikke sket noget som helst i den gamle sovjetrepublik de sidste 40 år. Stadig grå beton, gamle biler, vodka og ikke engang slumromantik. New Zealand er derimod et land, jeg er meget begejstret for. Der er utrolig flot natur, ekstremt varieret og fantastisk smukt.

7. Forhadt blandt venstreekstremister

Jeg er en af de få i Folketinget, der har sin egen virksomhed, nemlig med busdrift for turister i København. Og her blev min bus brændt af for to år siden. Det var rimelig dramatisk at komme ud at se, at min nye bus til 750.000 kr var brændt af. Ret voldsomt. Den var blevet antændt med tændvæsker og spritbriketter. Jeg får formentlig aldrig vished om, hvem der står bag, men jeg har svært ved at tro, at det ikke stammer fra det samme miljø, som tidligere har begået hærværk mod mine cykler og min bil. Dem fra det ekstreme venstreorienterede miljø, der hver gang det er valg, også er ude at fjerne mine valgplakater. En person er dømt for hærværk mod mine valgplakater, og en anden fra det venstreorienterede miljø er idømt tre måneders ubetinget fængsel for overfald på mig. De, der har været allermest rasende på mig, har været fra den yderste venstrefløj, fordi jeg var en arg modstander af, at de skulle have et nyt ungdomshus i Nordvestkvarteret, efter at de raserede Nørrebro.

8. Mascha er utrolig sjov

Jeg lærte Mascha at kende, fordi jeg skrev til hende på Facebook for halvandet år siden. Vi bor ikke sammen – hun bor i Dragør, og jeg bor ved Bellahøj. Det har ikke været oplagt, at vi skulle flytte sammen, for der er ikke nogen af os, der har plads til den anden, så af praktiske årsager bor vi hver for sig. Men måske gør vi det en dag - vi må se, hvordan det udvikler sig. Foreløbig ligger jeg og kører frem og tilbage til Dragør nogle gange om ugen. Der er utrolig mange sjove ting ved Mascha, hun er meget selvironisk og tager sig selv meget lidt højtideligt – hun er bare utrolig sjov, vi har det skægt sammen. Når jeg senere i år skal opleve Mongoliet for første gang, skal hun ikke med – det er ikke noget for hende. Hun er meget dygtig og har en succesfuld virksomhed og klarer sig godt. Men det var hårdt for hende at komme gennem programmet ’Min fede træner’ på TV 3, hvor hun skulle tage 15 kilo på og hjælpe en anden til at tabe sig. Der var mange vrede reaktioner, flere end vi havde regnet med, og det at hun skulle tage så meget på, var også hårdt at komme igennem.

9. Mere modig end dygtig

Jeg kan godt li’ udfordringer, men røg desværre ud af tredje program i Vild med dans. Jeg kan ikke huske, jeg i mit liv har været så nervøs som i første program, hvor jeg skulle danse for 1,3 million seere. Det var værre, end da jeg sprang faldskærm. Det er meget rammende, når man kalder deltagerne i Vild med dans for Danmarks modigste dansere. Modet var der, men evnerne manglede.