Det siges, at alle mennesker rummer en spændende historie. Den seneste tid har skuespilleren Rasmus Bjerg rejst landet rundt med sin personlige livshistorie, fortalt i onemanshowet 'Rasmus Bjerg solo'. Bjergs historie er næppe mere interessant end hos tusinder andre provinsdrenge i 'generationen før omfartsvejene'.

Forskellen er Rasmus Bjergs store komiske skuespillertalent, en kompromisløs ærlighed og en kærlig varme, der uanset, hvor sort og mørkt, det bliver, når sidste række i salen.  Det er stærkt velgørende og enormt sjovt at se manden spille uden sine kendte karikaturmasker fra talrige roller på tv.

Med 'Rasmus Bjerg solo' gør han sig i en komediegenre, der har eksisteret i årevis; skuespillere, komikere eller andre kendte i et comedy-show baseret på deres coming of age-livshistorie. Bodil Jørgensen gjorde det for snart et år siden med 'En aften med Bodil Jørgensen'. Salig Simon Rosenbaum gjorde det i et halvt århundrede.

Det begynder hjemme hos Bjerg i køkkenalrummet. Rasmus skal være sjov. Være sig selv. Men han har det skidt. Efterhånden, som showet glider fremad, forstår man, at hans oplevelser i pressens gabestok i forbindelse med en voldssag, hvor han - siger han - nærmere var offer end bøddel, har sendt Bjerg til tælling. Han lider af social angst. Fylder sig med piller, prøver at tage sig af sine fire børn.

Bedre bliver det ikke, da han bliver ringet op af en journalist, der stiller det provokerende, gode spørgsmål: hvem er inde i Rasmus Bjerg? Det prøver han at besvare.

Bjerg er i dag fast tilknyttet Det kgl. Teater. I begyndelsen af showet er det som om en del af teaterlingoen hænger ved i intonation og udtryk. Men han taler sig hurtigt ud af Hr. Reumerts skygge og ind i et naturligt leje, der klæder fortællingen om knægten fra Vester Nebel ved Egtved, der endte som kongelig skuespiller.

Det er en hård start. Selvironiske Bjerg skåner ikke sig selv, men med et smart, om ikke genialt dramaturgisk greb balancerer han og hans mediscenesættere knivskarpt mellem ren komik, rørende almenmenneskelighed og smertefyldte brydningspunkter. Hver gang, han åbner døren ind til dér, hvor det ætser allermest i begge hjertekamre - som da han render nøgen rundt i sin have og datteren spørger, 'mor, bliver far nogensinde normal?' - åbnes der hurtigt en ny dør til det afvæbnende grin.

Jep, det var allerede en kliché, da Chaplin og Buster Keaton skabte sort/hvid verdenshistorie med klaverakkompagnement: god komik hviler på tragedien. Også i 'Rasmus Bjerg solo', der er en form for komisk slideshow med hurtige sceneskift mellem det lyse og det mørke. Overfladisk? Det er virkelig morsomt. Og en form, der helt tydeligt passer til Bjergs personlighed.

Showet er stærkest i første halvdel, hvor Bjerg fortæller løs om barn- og ungdommen som bastard i sine hippieforældres hjem, hvor han drømte om et normalt liv med en bordeauxfarvet Ford Sierra i carporten. Og hvor det cooleste, man kunne forestille sig, var, iført sin nye mintgrønne Ball sweatshirt og stonewash cowboybukser at invitere Helle med de blå briller i Cityarkaden i Kolding, hvor der lå tre butikker.

Ja, det er meget billedrigt og sanseligt. Kun Jan Gintberg i dansk komik kan beskrive sin barndoms grønne dal tilsvarende både kærligt og fortabt, som Bjerg gør det her.

I øvrigt er Bjerg stadig sammen med Helle med de blå briller, fremgår det.

I anden halvdel følger man vejen fra amatørteater og delvis Elvis impersonator - Bjerg synger Kongens gamle sange så overbevisende, at han burde overveje at sætte showet op i Graceland Randers, som det vist stadig hedder.

Men han springer for hurtigt henover sine første inspirationskilder - Dirch Passers monologer og, som han formulerer det: 'Monrad & Rislund, firsernes Casper & Frank' (det er nu Casper og Frank, der er 00'ernes og 10ernes Monrad & Rislund, men lad det være).

Og ender ved en mand, der har skabt et af de mest originalt sammensatte, mensch onemanshow længe set på en dansk scene.

Undervejs forstår man, at Bjergs morfar kunne være blevet medejer af Lego, hvis han havde turde satse 25.000 kr., da klassekammeraten, Godtfred Kirk Christiansen, spurgte, om han ville være med til at investere i produktion af plasticklodser.

'Hvis jeg havde bare en milliontedel af Legos årlige overskud, så stod jeg ikke her,' siger Bjerg.

Synd for dig, Rasmus, at det ikke blev sådan. Godt for os andre, der var til stede i Nørrebro Teater i aften.

Rasmus Bjerg Solo. Nørrebro Teater. Instruktion: Moqi Simon Trolin | Manuskript: Rasmus Bjerg, Thor Bjørn Krebs og Carsten Eskelund. . Der var premiere den 28. november. BT så onemanshowet onsdag d. 9. decemeber.