På mandag skal superstjernen Justin Bieber endelig giftes med sin Hailey.

Eller det vil sige: Parret er efter sigende allerede blevet viet, men nu holder de den kæmpefest, som venner og familie har sukket efter.

Men Biebers talent for at rode sig ud i ballade fornægter sig aldrig - heller ikke her i lykkens stund. Han har nemlig på klodset vis fået et luksushotel til at afskære de øvrige gæster fra en stor del af hotellet, hvor bryllupsfesten skal foregå.

Og det raser de øvrige gæster nu over, skriver TMZ.

Hailey Bieber under årets Met Gala. (Foto: Scanpix)
Hailey Bieber under årets Met Gala. (Foto: Scanpix) Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

Festlighederne skal finde sted på hotellet Montage Palmetto Bluff i naturskønne omgivelser i staten South Carolina, hvor en overnatning sagtens kan løbe op i 1.000 dollars.

Men for de gæster der har booket sig ind på samme tid som brylluppet, dækker beløbet ikke længere brug af luksusfasciliteter som pool og spa-område.

Det har Bieber nemlig fået spærret af, så det kun er hans gæster, der har adgang, viser en email, som TMZ har læst. Ifølge mediet har det fået de ramte gæster til at rase over stjernen.

Først onsdag har gæsterne modtaget besked om ændringen. De har dog mulighed for at afbestille deres ophold og få pengene tilbage, skriver TMZ.

Justin Bieber har for nylig været i et uvejr, hvor han er blevet beskyldt for at nedværdige kvinder.

Beskyldningen kom i forlængelse af en konflikt mellem Justin Bieber og hans manager på den ene side og Taylor Swift på den anden.

Bølgerne gik højt på Instagram, hvor beskyldninger om manipulation blev nævnt.

Taylor Swift er kendt for at holde sine private skænderier meget offentlige.