»Jeg var ved at dø af kedsomhed.«

Så kontante og ligefremme er ordene, når Sara Blædel skal forklare sit forhold til en kvinde, der står hende nær. Tilmed rigtig nær.

Det er 15 år siden, at kvinden krøb ind under huden på Sara Blædel. Fyldte hendes hoved til bristepunktet med spænding og nysgerrighed.

Nu sidder Danmarks krimidronning og ryster smilende på hovedet over de næsten trodsige følelser, kvinden fremkaldte i hende.

Så stærke følelser, at hun var tæt på at bryde med hende for altid. Årsagen vender vi tilbage til.

»Hold nu op, en rejse, vi har været på,« siger hun om de seneste 15 år, hvor de har fulgtes ad.

»Fra at have været alenemor med Adam, da jeg udgav første bog, til pludselig at være gift og i storfamilie, til at blive skilt, at opleve dødsfald og bo i udlandet. Det har virkelig været en lang og snørklet vej. Jeg er blevet voksen med hende,« siger Sara Blædel.

Det er selvfølgelig rejsen med drabschef Louise Rick, hun taler om. Hende, der er hovedpersonen i den nye krimi 'Pigen under træet'. Og som har skaffet hende et meget tykt lag smør på brødet.

Første gang Louise Rick poppede op i Sara Blædels hoved, var hun kun en tankeleg, som Sara Blædel kunne flygte ind i, når livet blev for presset. En slags indre stressventil.

Først senere opstod idéen, at legen kunne blive til en bog. Også for at bevise over for sig selv, at hun trods sin ordblindhed kunne skrive én. Så en mere.

»Det var bare skidesjovt. Jeg kunne godt lide hende. Derfor blev jeg ved,« siger Sara Blædel om de første krimier i serien, som langtfra var bestsellere.

Men pludselig gik salget amok. I dag – 15 år efter Louise Ricks 'fødsel' – kan Sara Blædel skrive 4,5 mio. solgte bøger på sit cv.

»Det kan nemt komme til at lyde skabet og krukket. Men for mig er det stadig bare et sjovt rum at søge ind i. Ligesom det altid har været,« forklarer hun om sin succes.

Andre tager dog det, Sara Blædel skriver, noget mere alvorligt. Næsten dødsens alvorligt, skulle det vise sig.

Fans blev rasende

I 2014 parkerede hun sin mangeårige rejsekammerat Louise Rick på en hylde for at kaste sig over dét, der skulle blive 'Ilka'-trilogien.

»Jeg havde ikke lovet mig selv, at hun skulle ned fra hylden igen. Hun var et sted, hvor hun enten kunne blive for evigt eller let tages hjem igen,« forklarer Sara Blædel om sin beslutning.

Men knap havde hun annonceret sin pause fra Louise Rick-serien, før vrede reaktioner væltede ind på de sociale medier.

'Hvad bilder du dig ind?' skrev rasende fans blandt andet til hende.

»Det var voldsomt og kom helt derud, hvor jeg tænkte: 'Undskyld, det er sgu da mig, der er forfatteren, jeg må da totalt selv bestemme, hvad jeg skriver'.«

»De blev simpelthen mugne over, at jeg tillod mig at skrive noget, der ikke var Louise Rick. Alene af den grund havde jeg i starten slet ikke lyst til, at hun skulle komme tilbage,« siger Sara Blædel.

Læg oven i det, at hun – som nævnt i indledningen – også var ved at dø af kedsomhed ved tanken om at spinde en historie sammen om hende.

»Men det gik op for mig, at reaktionerne jo også var en kærlighedserklæring til hende og min måde at skrive på,« fortæller Sara Blædel.

Derfor har fans fået Louise Rick tilbage i 'Pigen under træet'. Men i en helt ny rolle.

»Ved at trække hende ind i en ny rolle, hvor hun er pårørende og ikke efterforsker, gav det pludselig mening for mig igen. Var det sjovt igen. For man skal ikke bare sadle den gode gamle hest, bare fordi man kan.«