Den amerikanske rapper Soulja Boy kunne ikke holde sig til dydens smalle sti og må nu ind og spjælde den, efter han brød sin prøveløsladelse 11. april.
Selv om Soulja Boys advokat fortalte dommeren, at Soulja har haft en åbenbaring, så var det stadig ikke nok til at overbevise dommeren om, at han skulle slippe let.
Det skete i tirsdags, efter den 29-årige rapper havde siddet fængslet i 20 dage, skriver det amerikanske medie TMZ.
Dommeren fortalte DeAndre Ramone Way, som er Soulja Boys borgerlige navn, at han oprindeligt havde tænkt sig at give ham to år i statsfængslet, men at han lempede straffen en smule.
Beslutningen om at lempe straffen blev også taget på baggrund af, at Soulja Boy ikke vil kunne lave forretninger, mens han er spærret inde.
DeAndre Ramone Way blev i starten af april kaldt i retten, fordi han ikke havde udført den samfundstjeneste, som han tidligere var blevet pålagt, men også fordi han havde forsøgt at forfalske beviser for, at han rent faktisk havde lavet den.
Det hjalp heller ikke hans sag, at hans hus blev ransaget i februar, hvor politiet fandt skarp ammunition.
Politiet havde ransaget huset for at undersøge en sag, hvor en ekskæreste havde anmeldt DeAndre Ramone Way for at binde hende og holde hende fanget i sin garage.
Ammunitionen endte med at blive et af de helt store problemer for DeAndre Ramone Way. At have ammunition liggende i sit hjem, når man er på prøveløsladelse for våbenbesiddelse, er dybt ulovligt.
Soulja Boy blev anholdt i 2014, da han blev stoppet af politiet, da han var ude at køre. Politiet opdagede en skarpladt .38 kaliber pistol under førersædet og anholdt ham med det samme.
Han påstod dengang, at det var hans nabo, der havde lånt bilen og gemt våbnet uden Soulja Boys vidende, og sagen trak ud i måneder, hvor han til sidst fik en mindre dom for våbenbesiddelse og en dom for besiddelse af marihuana oveni.
Men nu har den mindre dom så udviklet sig til at være 240 dage i fængsel plus 265 dages samfundstjeneste oveni.