Den amerikanske rapper Mac Miller er død i en alder af blot 26 år, skriver kendis-medierne TMZ og Variety.

Rapperen blev fundet i sit hjem, og dødsårsagen skulle være en overdosis ifølge TMZ, der citerer en unavngiven kilde i politiet.

Det var en af rapperens mandlige venner, der ifølge mediet ringede fra Mac Millers hjem og alarmerede alarmcentralen.

Natten til lørdag bragte det anerkendte medie RollingStone en udtalelse fra Mac Millers familie.

'Malcolm McCormick, kendt og beundret af fans som Mac Miller, er tragisk omkommet i en alder af 26. Han var et lys i denne verden for sin familie, venner og fans. Tak for alle jeres hilsener. Vær venlig at respekter vores privatliv. Der er ikke flere detaljer i forhold til dødsårsagen lige nu,' skriver familien.

Rapperens hjem i Californien undersøges natten til lørdag, dansk tid, af politiet, skriver ABC7.

Mac Miller. Her ses han på scenen i New York den 4. juni 2016. Vis mere

I løbet af sin karriere talte Miller åbent om misbrugsproblemer, og tidligere på året ramte han forsiderne i forbindelse med en drukkørsel.

Udover sin musik blev Mac Miller også kendt for sit forhold til den amerikanske skuespillerinde og sangerinde Ariana Grande. De gik fra hinanden, og bruddet trak flere overskrifter.

Mac Miller, hvis borgerlige navn var Malcom Jones, optrådte i 2012 på Roskilde Festival. Han var oprindeligt fra Pennsylvania, men flyttede siden til Californien.

Så sent som i næste måned skulle han have indledt en turné med sit nye album 'Swimming', der udkom 3. august. Og det er blot et døgn siden, at han på Twitter skrev: 'Jeg vil gerne bare på turné':

Miller fik sit gennembrud allerede med sit debutalbum i 2011.