Hvis man drømmer om at komme til koncert med den populære rapper Kodak Black, må man væbne sig med tålmodighed.

Den 22-årige amerikaner blev i går idømt tre år og 10 måneders fængsel for at lyve på en ansøgningsblanket, da han tidligere på året forsøgte at købe skydevåben.

Hitmageren har de seneste år gjort sig skyldig i et hav af forbrydelser, der omfatter blandt andet seksuelle overgreb samt ulovlig besiddelse af hash og våben. Derfor må han ikke eje våben.

I august måned erklærede han sig skyldig i at forsøge at købe våben under et falsk navn i januar og senere i marts, og risikerede op til 10 års fængsel.

»Unge mennesker gør dumme ting, og normalt lader jeg det komme dem til gode. Problemet er, at du har gjort dumme ting, siden du var 15«, sagde dommeren ifølge Miami Herald til Kodak Black, da han iført håndjern modtog sin dom i Miami.

På trods af de hårde ord slap rapperen med knap fire år ud af 10 mulige, og han var ydmyg umiddelbart efter domsafsigelsen.

»Jeg er ked af de handlinger, som har ført mig til, hvor jeg står. Jeg tager det fulde ansvar for mine uheld«, lød det fra ham.

Kodak Black har på trods af sin uansvarlige livsstil kæmpe succes, og har milliarder af afspilninger på Spotify. Hans største hits er 'ZEZE' og 'Wake Up in the Sky'.