Den amerikanske rapper Jay-Z, med det borgerlige navn Shawn Carter, har valgt at sagsøge en australsk internetbutik.

Det skyldes, at butikken 'The Little Homie' har udgivet en børnebog, der tager udgangspunkt i en række kendte rapperes tekster. Noget som Jay-Z er blevet utilfreds over.

Det drejer sig om bogen 'AB to Jay-Z' (AB til Jay-Z, red.), som har til formål at lære børn om bogstaverne i alfabetet ved at inkludere korte tekststykker fra en række kendte rappere under hvert bogstav i bogen.

På bagsiden af bogens cover er der eksempelvis skrevet 'if you're having alphabet problems i feel bad for you son, I got 99 problems but my ABC's ain't one', skriver BBC.

Jay-Z vil ikke finde sig i, at butikken bruger hans sangtekster til at sælge deres produkter.
Jay-Z vil ikke finde sig i, at butikken bruger hans sangtekster til at sælge deres produkter. Foto: ADRIAN SANCHEZ-GONZALEZ
Vis mere

Teksten, der løseligt kan oversættes til 'hvis du har problemer med alfabetet, har jeg ondt af dig, jeg har 99 problemer, men min ABC er ikke et af dem', er en reference til sangen '99 Problems' af Jay-Z.

Foruden Jay-Z er blandt andet også rapperen Eminem nævnt i bogen, hvor der står 'Mm is for Marshall Mathers and he's the real Slim Shady' (Mm er for Marshal Mathers og han er den rigtige Slim Shady, red.).

Alligevel vil Jay-Z ikke finde sig i at internetbutikken bruger ham i deres børnebog, hvorfor han 22. november valgte at lægge sag an mod The Little Homie.

Det er da heller ikke første gang, at rapperen har givet udtryk for sin utilfredshed over butikken.

Det australske medie The Age fortæller, at rapperens advokater allerede i marts 2018 opfordrede internetbutikken til, at stoppe med at sælge produkter, hvor Jay-Z og hans tekster indgik.

Alligevel er butikken fortsat med at sælge produkter, hvor rapperens tekster og ansigt optræder.

Ifølge mediet er sagen mod internetbutikken sat til at starte 6. december 2019.

The Little Homie har endnu ikke forholdt sig til sagsanlægget.