Den mangeårige rapper Clemens har sagt ja til at dele resten af sit liv med Marie Le.

Parret blev nemlig gift lørdag, viser et opslag på Instagram.

Her har en gæst ved brylluppet nemlig delt et sødt billede af det nygifte par og siden tagget dem på det.

Hvor brylluppet blev holdt, fremgår ikke, men måske Clement selv har hintet om det.

Clemens lagde nemlig lørdag et lettere mystisk billede på sin Instagram-profil.

Her kan man se den 39-årige 'Ingen kender dagen'-rapper stå for enden af en trappe foran et flot hvid bygning.

Til billedet har han skrevet 'Motherfuckerwhat???'.

I kommentarsporet har folk travlt med at ønske ham og Marie Le tillykke med dagen.

Parret mødte hinanden allerede i 2011, og i 2014 kom deres søn, Legolas, til verden.

I foråret 2017 tog Clemens skridtet videre og friede til Marie Le. Og hun sagde ja. Frieriet fandt sted under en ferie i Venedig.

Dengang udtalte Clemens til Se og Hør, at det egentlig ikke gjorde den store forskel for deres forhold til hinanden, at de var blevet forlovet.

»Jeg har været så heldig at finde hende, jeg vil have. Oppe i mit hoved er vi allerede gift,« sagde han.

At det nyslåede ægtepar er et godt match, har Clemens også tidligere understreget over for Ritzau.

Her forklarede han, at deres ønsker og karrierer passede perfekt sammen, fordi de begge havde travlt med hver deres ting: han med sange og koncerter, hun med jurastudiet, som hun gik på dengang.

»Min karriere koster hurtigt mellem 48 og 78 timer om ugen, og selvfølgelig er det hårdt, når hun også har travlt. Men jeg kan ikke have en kæreste, der bare sidder og venter på mig,« sagde han dengang og fortsatte:

»Jeg tænder på kvinder, der ved, hvad de vil, og har deres egne ambitioner. Det behøver ikke nødvendigvis at være, fordi de har en høj uddannelse, men hun skal ville noget med livet.«