Lyt til artiklen

Mandag blev rapperen PnB Rock skudt og dræbt, mens han var ude at spise vafler med sin kæreste.

Nu deler politiet i Los Angeles flere detaljer om, hvad de tror, der ledte til rapperens død.

PnB Rock – med det borgerlige navn Rakim Hasheem Allen – blev dræbt, mens han spiste mad med kæresten, Stephanie Sibouenheuang, på Roscoe's House of Chicken 'N Waffles.

Gerningsmanden kom ind på restauranten og henvendte sig direkte til rapperen og bad om hans smykker og andre genstande.

Sekunder efter trak gerningsmanden en pistol frem og skød rapperen flere gange.

Tirsdag meldte politichef Michel Moore ud, at det med stor sandsynlighed var kærestens opslag på Instagram, hvor hun taggede deres lokation, der fik gerningsmanden til at henvende sig til parret.

»PnB Rock var med sin familie, og de nød et simpelt måltid. Han blev brutalt angrebet af et individ, der havde opdaget hans lokation efter et billede på sociale medier,« fortalte han.

Kæresten har efter drabet slettet sin Instagram-profil.

Rapperen havde inden frokosten med kæresten selv delt på Instagram, at han var ude at køre med en masse smykker på.

Der var ingen, der kom til skade i restauranten.

På de sociale medier har rapperen Nicki Minaj skrevet, at hun slet ikke forstår, hvorfor rappere stadig deler deres lokation.

'Efter Pop Smoke burde det ikke ske, at rappere eller deres kære deler deres lokation. For at vise vafler og noget stegt kylling? Han var sådan en rar mand at arbejde med. Kondolencer til hans mor og familie. Jeg føler kvalme over det', lød det.

Også rapperen Cardi B har valgt at udtale sig om sagen på Twitter.

Hun mener ikke, at billederne fra kæresten på sociale medier har været med til at gerningsmanden har opsøgt PnB Rock.

'Jeg tror ikke, at gerningsmanden så på PnB's barns mors profil. De var i et dårligt område, og folk står uden for og plotter. Det er meget uansvarligt og synd at give hende skylde for noget så tragisk. Vi skal sende kærlighed til hende og familien', skrev hun.