Han var blandt de 140 personer, som Donald Trump i sit sidste åndedrag som præsident viste nåde.

Efter at have afsonet ét år af sin 46 måneder lange fængselsstraf, besluttede den tidligere præsident, at rapperen Kodak Black skulle løslades. Men han vil ikke være på fri fod længe.

I hvert fald, hvis det står til anklagemyndigheden i South Carolina. Denne efterforsker nemlig en sag, hvori Kodak Black er mistænkt for at have forgrebet sig på en 18-årig kvinde.

Overgrebet skulle være fundet sted på et hotelværelse i 2016. Her skulle rapperen, der for nylig skiftede borgerligt navn fra Dieuson Octave til Bill Kapri, have bidt kvinden i både hals og bryster, mens han forgreb sig på hende.

Kvinden sagde ifølge anklagemyndigheden fra flere gange, men det stoppede ham ikke.

Sagen mod rapperen er foreløbigt trukket i langdrag som følge af coronapandemien, men ifølge anklager Ed Clements går man »aggressivt« til værks for at få den 23-årige rapper dømt.

Lykkes det, risikerer Kodak Black at skulle tilbringe op til 30 år bag tremmer. Også selvom han netop er blevet benådet af den tidligere præsident.

Her forlader Trump-parret Det Hvide Hus for sidste gang. Kort forinden har den tidligere præsident benådet adskillige.
Her forlader Trump-parret Det Hvide Hus for sidste gang. Kort forinden har den tidligere præsident benådet adskillige. Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

Donald Trump benyttede sin sidste dag i Det Ovale Kontor på at vise nåde over for en lang række dømte personer. I alt benådede han 73 personer og reducerede straffene for 70. Kodak Black er i sidstnævnte gruppe.

Han blev i slutningen af 2019 idømt 46 måneders fængsel for have afgivet en falsk erklæring på et føderalt dokument i forbindelse med køb af våben.

Mens han har afsonet sin straf, har han – i hvert fald ifølge Donald Trump – vist så stort samfundssind, at han har fortjent at blive en fri mand.

»For nylig donerede Kodak Black 50.000 dollar (cirka 300.000 kroner, red.) til David Portnoy's Barstool Fund, som hjælper små virksomheder, der er ramt af coronapandemien,« lød det blandt andet i begrundelsen for at sætte rapperen fri.

Og friheden, ja, den er værdsat. Således har Kodak Black på Twitter takket for nåden:

»Det betyder mere, end du aner. Jeg vil fortsætte med at give tilbage. Blive klogere og vokse.«

Kodak Black ankommer til MTV Video Music Awards i 2017.
Kodak Black ankommer til MTV Video Music Awards i 2017. Foto: TOMMASO BODDI
Vis mere

Hverken han eller hans forsvarer lader til at bekymre sig for en mulig retssag i South Carolina.

»Aggressiv retsforfølgelse? Der er gået fire år. Det taler for sig selv,« lyder det fra forsvarer Beattie Ashmore med henvisning til anklagemyndighedens udtalelser og den lange efterforskning.

Han fremhæver, at Kodak Black på intet tidspunkt har siddet fængslet i sagen, da han har været ude mod kaution, og at han desuden har været på tour, siden det påståede overgreb skulle være fundet sted.

Dermed regner forsvareren ikke med, at der kommer til at ske yderligere.

»Ed Clements er en fin og erfaren anklager, og jeg ser frem til at tale med ham om sagen igen. Det er så længe siden sidst,« lyder det drillende fra Beattie Ashmore.