Noget, der startede som et simpelt spørgsmål, er endt i en ægte Twitter-krig.

Rapper Cardi B spurgte sine følgere, om hun skulle bruge 88.000 dollar, mere end 540.000 danske kroner, på en taske. Og så brød helvede løs.

'Burde jeg bruge 88.000 dollar på den her forbandede taske. Åh gud, det er så fristende,' skriver hun i sit opslag, som har medført en masse reaktioner.

For folk mener, det er mere end upassende at skilte med sin rigdom, i en tid hvor så mange er i nød på grund af coronapandemien.

Der er en række folk, der foreslår, at hun i stedet donerer penge til velgørenhed.

'Eller du kunne betale husleje for en familie eller fem i et helt år. Jeg mener, velgørenhed er den hotteste accessore,' lyder det eksempelvis fra en Twitter-bruger.

Og kritikkerne er mange og argumenterne så skarpe, at den 28-årige rapper har følt sig nødsaget til at svare.

Stjernen har derfor som en modreaktion delt flere links til artikler, som beskriver, de store beløb hun har doneret til gode sager.

Desuden skriver hun, at hendes indkomst ikke bare dækker egne behov. Den holder nemlig hele hendes familie på både sin mors og fars side kørende under pandemien.

Både tanter, onkler, kusiner og fætre holder hun oven vande, skriver hun på Twitter.

Og selv om stjernen på Twitter også har startet en indsamling, hvor hun matcher alt det, hendes fans donerer, er folk stadig ikke tilfredse.

'Det er lige meget, hvor mange penge du giver væk. Når du tweeter om at købe en taske for 88.000 dollar midt under en pandemi, hvor folk må droppe måltider og er forfærdede over at blive smidt på gaden, så er det dybt ufølsomt og unødvendigt,' skriver en bruger blandt andet.

Cardi B virker dog til efterhånden at være træt af at skulle forsvare sine gerninger.

'Gå hen og tud et sted. Jeg så dig aldrig tweete om mig, da jeg to gange donerede en million dollar, men nu er du her. Jeg har ikke fornærmet nogen, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Jeg har ikke tænkt mig at undskylde, for jeg arbejder min røv i laser, og spørgsmålet var til MINE FANS!,' lyder det fra en tydeligt frustreret Cardi B, som slutter af med en konstatering:

'Du ønsker så stærkt at føle dig såret.'