Bevæbnet med bue, pil og spyd havde de sneget sig gennem den knastørre og stegende varme bush i timevis. Pludselig stod han alene tilbage med en enkelt jæger, hvis øjne strålede af rædsel. »The enemy. Run!« sagde jægeren bare. Han vendte hastigt blikket, fik øje på flokken af kvægtyve bevæbnet med AK47. Og så løb de.

»Jeg var skidebange. En helt primal frygt, hvor jeg bare vidste, at tog jeg ikke benene på nakken nu, blev jeg sgu slået ihjel. Der var ikke tid til at tænke på børn eller familie, det man kunne miste. Lige der løber man bare for livet.«

Rane Willerslev sidder på sit kontor Nationalmuseet i tjekket sort jakkesæt. Nystrøget skjorte og blankpudsede sko. Lænet ind over det blanke mahognibord. I enhver henseende milevidt fra den dag i det nordøstlige Sudan, han genkalder sig. Den, hvor han løb for livet. For sidste gang.

Sammen med sin tvillingebror, Eske Willerslev, er han blevet kaldt Danmarks Indiana Jones. Han har, siden han var en stor dreng, været på de vildeste ekspeditioner, der har sendt ham på flugt fra både den russiske mafia og østafrikanske kvægrøvere, har været bytte for en sulten bjørn, selv været ved at dø af sult, levet månedsvis i 85 minusgrader, spist røde fluesvampe og ligget oven på en kobraslange. Blandet andet.

Men nu hvor Rane Willerslev fylder 50, har eventyrene ændret karakter.

»Det er sgu en ret sen alder, at det er gået for mig – og jeg ved godt, at det lyder banalt – men for mig har familien faktisk været en slags eventyr. Det at opleve den enorme glæde, der kan være i en familie, har virkelig været en transformation,« fortæller Rane Willerslev, der i dag er gift med den 15 år yngre Sophie Seebach, som han har sønnen Vidar på to med, ligesom han også har døtrene Thyra og Gertrud på 10 og 13 fra sit første ægteskab.

At han mener det med familien og transformationen, understreges af det 'Y', som blodårerne tegner i hans pande, når noget er alvor.

Men for at forstå, hvorfor Rane Willerslev så sent i tilværelsen lærte at sætte pris på familielivet, må man spole tilbage til fortiden, hvor brødrene var besat af eventyrere som Knud Rasmussen og Helge Ingstad, lavede overlevelsesting, sejlede i kanoer og satte snarer. Alt sammen med henblik på deres fælles drøm.

»Vi ville bare være opdagelsesrejsende,« smiler han.

Tvillingerne Rane (tv) og Eske Willerslev drømte helt fra de små om at blive eventyrere.
Tvillingerne Rane (tv) og Eske Willerslev drømte helt fra de små om at blive eventyrere. Foto: Ditte Valente
Vis mere

Og så var der faderen. Den hårde, strenge far, der af sind og alder var gammel, da sønnerne blev født, og udsatte de to drenge for fysiske og psykiske prøvelser, som de sociale myndigheder i dag ville have grebet ind over for.

Alligevel var det ham, teenagerne Rane og Eske valgte at bo hos, da forældrene blev skilt.

»Jeg tror, at vi havde brug for en mandlig identitet at læne os op ad,« siger han og er taknemmelig for deres valg, fordi faderen gik helhjertet ind i at installere en glæde ved boglig viden og dannelse i de ellers skoletrætte drenge. Og uden hvem de i dag næppe havde været blandt verdens førende forskere inden for hver deres felt.

Men det var ikke det eneste, Richard Willerslev installerede i sønnerne.

»Der er rigtig mange gode ting ved min fars opdragelse, men bagsiden var, at han repræsenterede en måde at være far og mand på, som er totalt forældet, og som jeg egentlig bare ukritisk tog med mig,« forklarer Rane Willerslev.

»Så det ramte rigtig, rigtig hårdt, da min daværende kone ville skilles og sagde: 'Det gider jeg fandeme ikke mere, du, farvel og tobak',« forklarer Rane Willerslev, som blev skilt, kort efter at han i 2016 kom hjem fra sit sidste store eventyr i Østafrika.

Men rejserne sluttede aldrig der. Dels ventede skriverierne om eventyrene. Dels kom han efter måneders intenst samvær med primitive stammefolk altid forandret hjem. Så forandret, at en tidligere kæreste var bange for ham, da han efter næsten et år vendte hjem fra Sibirien.

»Jeg var sgu mærkelig, og hun var også lidt bange for mig og fjernede mine geværer. Man kommer lidt i en sindssygetilstand,« beskriver Rane Willerslev og fortsætter:

»Det man glemmer er, at én ting er at tage derud, det er det, man altid taler om. Men det reelt hårdeste er at komme hjem. For i dit hoved og i dit sind er du en anden.«

Men det kostede os på kærlighedskontoen.

»Jeg investerede ikke nok i min familie, jeg forstod ikke, at hvis du vil have en familie, så bliver du nødt til at investere i den. Et eller andet sted havde jeg gået rundt og troet, at den tavse Dagmar – Knud Rasmussens kone, som trofast ventede på ham i tre år – fandtes,« griner han flovt og fortsætter:

»Den type kønsrelation er jo bare stendød i dag, og gudskelov for det, for hvem fanden gider leve i sådan et forhold?« spørger han og kender svaret.

»Men det er da et skisme, at jeg altid selv har higet efter den ubetingede kærlighed, som familielivet giver.«

Året efter skilsmissen sagde Rane Willerslev ja til jobbet som direktør for Nationalmuseet. Og selvom han stadig har travlt, er han blevet bedre til at holde fokus på familielivet. Nu i version 2.0.

Rane Willerslev med sin anden kone, den 15 år yngre Sophie Seebach.
Rane Willerslev med sin anden kone, den 15 år yngre Sophie Seebach. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg er sammen med Sophie, som jeg er superglad for, og vi har barn sammen, så jeg fortryder ikke mine valg, for jeg er i et meget lykkeligere forhold nu. Men jeg fortryder, at jeg ikke så og erkendte det tidligere,« siger han og tror, at han i dag er blevet en bedre far.

»Jeg nyder at være sammen med min kone og mine børn og være i familiens skød. Så jeg har slet ikke lyst til at vende tilbage til rejseriet,« siger Rane Willerslev, som også er ved at varme op til at blive far igen.

»Min kone vil godt have et barn mere. Og det har jeg det egentlig o.k. med. Da hun ville have vores første, Vidar, tyngede det mig. For jeg havde egentlig ikke lyst til at få flere børn. Men det gode ved børn er, at når først man får dem, så fortryder man det aldrig.«

»Det eneste, der bekymrer mig, er, at så bliver jeg en gammel far, ligesom min far var det. Og kan jeg holde energien? Det er ret krævende,« erkender han.

Rane Willerslev behøver ikke længere flygte fra den russiske mafia eller østafrikanske kvægtyve. Men eventyret har han ikke helt sluppet, omend det i dag er i en mindre målestok.

Denne weekend, hvor Rane Willerslev fylder 50, fejres den med en vildmarkstur til Sverige, hvor familien skal sove i telt og lave mad over et bål. For han håber, at han med ture som den kan lære sine børn noget om livets uforudsigelighed, som han igen og igen har mødt på sine egne eventyr. Også når det har været med livet som indsats.

Eventyrene savner han ikke. Men jagten kan han godt.

»Jeg savner at komme ud og jage nogle steder, som ikke bare er pløjemarker,« siger manden med jakkesættet.