Når Rane Willerslev som barn tog med sin tvillingebror og far på Nationalmuseet, gik han altid i stå foran udstillingen af en iglo.
Den var skåret igennem, så man kunne se inuitfamilien indenfor, en hundeslæde udenfor og en inuitfar på vej hjem med dagens fangst. Lidt længere inde på museet stod han igen stille foran et tilsvarende sceneri fra en indianertipi på prærien med en indianermor og bisonokser.



»Jeg ville ønske, jeg kunne se den udstilling igen. Jeg ved ikke, hvordan den ville virke i dag, men dengang i 1970erne fortryllede den mig fuldstændig. Jeg plagede mine forældre om at komme på Nationalmuseet.«

Dengang drømte han om at blive ansat på museet, så han kunne være i nærheden af de spændende udstillinger – hver dag.


En ny mand i stolen

I dag er Rane Willerslev selv far til to, og sidste år søgte den 46-årige jobbet som direktør for Nationalmuseet. Han mente, at han ville være den helt rigtige til at få den gamle kulturinstitution det rigtige sted hen.
Hans plan er at bringe museet tilbage til storhedstiden i danskernes bevidsthed, sådan som det var i hans barndom.

»Jeg troede helt ærligt ikke, jeg ville få jobbet, for man skal langt tilbage i tiden for at finde en direktør, der ligner mig. Det har typisk været embedsmænd, der har siddet i den her stol.«

Selvom han er forsker, akademiker, antropolog, ny-tænker og alt muligt andet godt, så er han ikke den type, man normalt ser i den type job, for der sidder oftest administratorer. Ikke mange af dem har været på en tre år lang overlevelsestur i Sibirien. Dét har Rane Willerslev.
Hans nye stol står på et fint kontor i det, der i daglig tale hedder Prinsens Palæ. Her er mahognimøbler, kaffe i fint porcelæn, kvalitetschokolade i små skåle og vigtige papirer på bordet.

Men der står også en lokumsrulle, klædt i guldpapir og en med pink fjerboa, lavet af lyserøde skumfiduser. Rullingen, som den slags hedder, har lidt at gøre med, hvorfor det netop var Rane Willerslev, der fik jobbet sidste sommer.
I vinterferien i år inviterede han nemlig alle landets børn til at indsende rullinger – papruller i tøj – til Nationalmuseet. Han betragter Nationalmuseet som en elastik, som skal kunne strækkes mellem det intellektuelle feinschmecker-miljø, han indrømmer, at han selv kommer fra, og Ramasjang-folket. Og det er der ikke noget galt i at ville nå begge grupper, understreger direktøren.

»At være folkelig er ikke det samme som at være dum eller underlødig.«

Dannelsesrejsen

Da Rane Willerslevs far gik på pension, gjorde han det til sit projekt at tage sine tvillingedrenge på en dannelsesrejse. Den bestod af ture til Nationalmuseet, bøger, sprog og evnen til at tilegne sig ny viden. Mens far stoppede drengene med viden, nysgerrighed og dannelse, holdt deres mor, som var 30 år yngre end faderen, sig i baggrunden.

»Mor var den, der kompenserede for fars mangler. Hun sagde til mig, at jeg var god nok, mens hun stoppede en frikadelle i hovedet på mig. Jeg tror ikke, at udfaldet var blevet så godt, hvis det kun var far, vi havde haft,« smiler han og forsætter:
»Jeg kan huske engang, han kom med lederhosen til os, som han insisterede på, at vi skulle gå med. Men det fik hun da stoppet.«

Rane Willerslev tog sig god tid med at blive voksen. Det er en fordel, mener han i dag.

»Både min bror og jeg er vel det, man kan kalde ’late bloomers’. Vi legede længe. Altså både sådan rigtigt med legetøj, men også i den forstand, at jeg tog tre år til den sibiriske ødemark.«

Han drives af legen. Alt er en ny form for leg, som erstatter børnelegene i hjemmet i Hellerup.

»Forskning er jo også leg, ligesom når vi legede med legetøj, og hærene smadrede mod hinanden,« siger Rane Willerslev og er et kort øjeblik tilbage i barndommens land, mens hans hænder nærmer sig hinanden som to krigeriske hærførere.

I hans pande træder to blodårer frem og danner et Y, hvilket sker, hver gang Rane Willerslev bliver begejstret eller frustreret. Og det er ikke så sjældent.

»Det var også en leg i den sibiriske ødemark, hvor vi var i tre år. Eller i Cambridge, hvor jeg legede med intellektuelle ideer. Det hele er leg, leg, leg,« siger han begejstret.

Men i legebarnet bor der også en mand, som har læst nok bøger til at kunne kalde sig professor.

»Det er en styrke, at jeg har været forsker meget af mit voksne liv. Men min karriere har også været fuld af krumspring. Jeg har lavet DR3 og et radioprogram, hvor det endte med, at jeg spiste euforiserende svampe, og jeg har skrevet både en børnebog og artikler til kulørte tidsskrifter. Jeg synes, det er morsomt at formidle viden på nye måder. Det er ikke noget, jeg gør for at popularisere mig. Videnskab er som en spændetrøje, men når man laver radio, hvor man spiser svampe for at opnå en højere bevidsthed, så tager man ligesom spændetrøjen af,« forklarer han og vender tilbage til den dobbelthed, der også kom til udtryk i den lyserøde rulling på mahognibordet.

»Jeg føler, at jeg spænder over den dobbelthed. Jeg kan sagtens tale med i dybe videnskabelige debatter, for derefter at tage et julemandskostume på. Ham, der lavede de igloer og præriescenearier, jeg kan huske fra min barndom, er faktisk beskrevet som en lille smule barnlig. Han lever endnu. Jeg gad godt se et billede af de ting igen. Den slags virker, for det taler til børn.«



Kedsomhedsknappen

Da Rane Willerslev blev ansat på Nationalmuseet, besluttede DR at sende en serie i seks afsnit om den nye direktør: ’Ranes Museum’, hed den. Det siger lidt om, hvor meget stof og til dels også underholdning der er i manden. I tv-programmet foreslog Rane Willerslev begejstret, at man laver en stor rutsjebane i den mondæne forhal i Prinsens Palæ. Det er ikke blevet til noget med rutsjebanen, og ved nærmere eftertanke er direktøren heller ikke helt sikker på, at han synes, at ideen er god. Men at museet skal i den retning, er han ikke i tvivl om.

Senest har han været meget optaget af den kedsomhedsknap, som han har fået installeret rundt omkring på museet. Ikke at det er hans idé, men han er meget begejstret. Den fungerer sådan, at børn, der går gennem det, der er tænkt som voksenafdelingen på museet, kan trykke på kedsomhedsknappen, og så sker der noget uventet, som får pulsen op. Statuer bliver levende, mumier rører på sig, og hemmelige kister åbner sig, som der står i museets præsentation.
Ideen blev ikke modtaget lige godt alle steder. Faktisk var der en enkelt kritiker, som mente, at Rane Willerslev nu solgte ud af arvesølvet, ligesom han er blevet skudt i skoene, at han tivoliserer det gamle museum.

»Nogle kan ikke lide, at det hedder en kedsomhedsknap. Men hvorfor ikke det? Vores største problem er netop, at folk synes, museet er kedeligt. Mange af vores udstillinger er ikke skabt til børn, så lad os tage tyren ved hornene og giv børnene en knap, de kan trykke på, så der sker noget. Det er sgu da genialt,« siger han og griber en æske snus, som har erstattet den pibe, han plejer at gribe efter.
»Børn synes, museet er utilgængeligt. De vil røre ved ting og lege sig til viden, og når de trykker på kedsomhedsknappen, sker der noget sjovt. Er det tivolisering? Jeg prøver bare at genskabe den følelse, jeg havde, da jeg som dreng stod og gloede ind i den iglo.«

Selvom han kæmper med to pct. nedskæringer hvert år i noget, der ser ud til at være uendeligheden, så er hans hovedfokus at få børnene ind på museet. Men det sker ikke uden sværdslag.

»Når jeg satser på børnene, bliver jeg kritiseret for min faglighed. Men jeg kan ikke det hele på en gang. Jeg kan ikke både favne befolkningen og kultureliten på en gang, men jeg skal nok nå begge dele.«

Indtil videre ser det nu ud til at gå godt, for i dag er der de samme besøgstal i museets mange ’filialer’, som der var i 2016, hvor der var gratis adgang. I 2017, da publikum skulle til at betale for at komme ind, dalede besøgstallet, men nu er folk vendt tilbage. Pressen kalder det ’Rane Willerslev-effekten’.

Måske er det også på grund af den effekt, at han har modtaget hundredevis af breve og mail fra helt almindelige mennesker, som har gode forslag om, hvad han skal gøre ved museet – eller bare har set ham i tv.
»Folk skriver til mig med deres gode ideer. I begyndelsen prøvede jeg at svare på alt, men det blev hurtigt ret uoverkommeligt. Men det gør mig så glad, når folk interesserer sig for det her sted. Det er jo lige netop dét, jeg vil opnå. Folk må endelig ikke føle sig afvist eller skubbet væk. Vi er her jo for folket.«



Tilladt at fejle

Noget af det, der er tydeligt, når man sidder over for Rane Willerslev, er, at han ikke har taget jobbet af forfængelighed. Han er blevet kritiseret for at klovne for meget i tv-serien, hvor man både kan se ham banke ind i en lampe, så den falder ned, grine fjollet ad optrinnet og fjumre, når han skal øve sig i at møde Dronningen. Intet er redigeret ud eller er noget, han forsøger at dække over.

»Nogle kritiserer mig for at være en klovn, der intet kan. Men jeg kender jo ikke etiketten. Og helt ærligt, hvor mange mennesker ved, hvordan man fører Dronningen hen til en udstilling? Er der noget forkert i, at jeg ikke kan finde ud af det? Folk klager konstant over, at de ikke kan finde rundt her på Nationalmuseet, men er det så ikke meget fint at vise i tv, at direktøren heller ikke kan. Der er sådan en kultur i topledelse om, at man ikke må begå fejl, men det er jo menneskeligt at fejle, og alle ved, at alle fejler. Hvis man forsøger at skjule det, er man utroværdig.«

Hver dag kan han læse om sig selv i pressen. Den ene dag står der, at han tivoliserer Nationalmuseet, den næste dag bliver han rost for Rane-effekten, som pludselig får menigmand til at gå på museum.
Han synes selv, at det går godt.

»Men der er sgu også meget, der ikke går godt,« siger han og fortsætter:

»Jeg skal spare så meget hvert år, at det svarer til otte fuldtidsstillinger, men ingen siger, hvor længe det skal stå på. Jeg skal tjene pengene ind ved at få flere besøgende, for jeg kan aldrig stoppe nedskæringerne. Men jeg kan heller ikke flytte museet i en anden retning, når jeg føler, at jeg står på en brændende platform.«

Store omkostninger

Det er en svær opgave, han har påtaget sig.

»Jeg er bange for at fejle, men når man tager en lederstilling, skal man tro på projektet. Jeg ved godt, at det kan slå fejl. Selvom jeg giver alt, er der ingen garantier for, at det lykkes. Jeg har da både angst og nykker, for alle har en interesse i og en mening om dét, jeg gør. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange ligger søvnløs af bekymring. Men vigtigheden af min opgave overskygger det problem.«

Han har allerede givet meget. I ’Ranes Museum’ ser man ham bruge timer på at pendle frem og tilbage mellem Københavns centrum og et sommerhus i Tisvilde, mens hans lejlighed i København bliver renoveret. Turen foregår i en lille Hyundai, for direktøren har ingen fine fornemmelser. Han er i tvivl om, hvorvidt hans parforhold kan holde til de lange arbejdsdage, som ofte trækker ud til klokken 21 eller 22 om aftenen, og han ser ikke meget til sine børn.
I stedet får han set hver enkelt af Nationalmuseets mange hundrede ansatte i øjnene.

»Jeg vidste godt, at arbejdspresset var enormt, for jeg havde prøvet det i Oslo,« siger han om sin tid som direktør for kulturhistorisk museum i den norske hovedstad.
»Men jeg har aldrig prøvet noget, der ligner det her. I begyndelsen var jeg vitterligt i tvivl, om jeg ville overleve, men nu er det vist mere normalt.«

Men livet som direktør er ikke uden omkostninger.

»Jeg har ikke set mine børn og min kæreste så meget, som jeg gerne ville. Det har skabt en del dårlig samvittighed. Men samtidig er denne her opgave så vigtig, at jeg er villig til at betale omkostningerne. Når man er kulturnørd som mig – så er Nationalmuseet den vigtigste institution, vi overhovedet har. Det er ikke bare et job. Det er et kald. Nationalmuseet er ikke automatisk en hjørnesten i folks bevidsthed, som det var i min barndom. Da jeg var barn, var det så spændende at komme herind. Jeg lærte, hvem vi er, og jeg lærte, hvor vi kommer fra. Jeg vil gerne have, at vi kommer tilbage til dengang, hvor Nationalmuseet var en ophøjet institution. Jeg kunne ikke ønske mig en vigtigere livsopgave.«