Den omdiskuterede sang om ramadanen, den muslimske højtid, kommer med i den nye udgave af Højskolesangbogen.

Det oplyser Jørgen Carlsen, formand for højskolesangbogsudvalget og tidligere forstander for Testrup Højskole.

- Isam B's sang kommer med. Vi (udvalget, red.) er meget glade for den, fordi vi synes, det er god sang, siger Carlsen.

Sangen bliver en af 151 nye sange i sangbogen, der udkommer i en 19. udgave torsdag den 12. november.

Sangene er blevet valgt af de seks medlemmer i sangbogsudvalget.

Sidste sommer gik bølgerne højt i diskussion om, hvorvidt "Ramadan i København" skulle have en plads i den nye Højskolesangbog.

Folketingsmedlem for Liberal Alliance (LA) Henrik Dahl fortalte til Berlingske, at sangbogsudvalget ville være "totalt til grin", hvis sangen kom med i den nye udgave.

Også Dansk Folkepartis (DF) daværende kulturordfører, Alex Ahrendtsen, udtrykte modstand mod sangen.

- Jeg mindes ikke andre højskolesange, der kun handler om fasten, heller ikke nogen, der handler om for eksempel jødiske eller hinduistiske højtider, sagde han til Berlingske.

Formanden for sangbogsudvalget, Jørgen Carlsen, mener, at debatten om sangen bunder i en islam-modstand.

- Det er klart, at der er nogen, som reagerer meget islamofobisk i forhold til en muslimsk sang.

- Vi (udvalget, red.) ser på det på en anden måde. Vi synes, det er et genrebillede af et bestemt kvarter i København, Nørrebro, under ramadanen, siger Carlsen.

Han fortæller, at sangen er blevet udvalgt, fordi den har flere egenskaber.

- Den giver en udvidelse af billedet af København, for det er på den ene side en københavnersang og på den anden side også en sang om en muslimsk skik, som vi danskere synes, er meget mærkelig og eksotisk.

- Men den giver et indblik i, hvordan nogen lever og tænker.

Sangen er ikke blevet udvalgt af hensyn til muslimerne, siger Carlsen.

- Det er ikke for muslimernes skyld, det er for alle os ikke-muslimer. - For det handler om et stykke dansk virkelighed, som det former sig i en del af befolkningen.

Carlsen understreger, at nye sange har en plads i Højskolesangbogen.

- Der skal være plads til nye, og der skal være en afvejning af gammelt og nyt, siger han.

Den seneste udgave af Højskolesangbogen er fra 2006.

/ritzau/