Den kendte radiovært Søren Dahl, der tidligere var manden bag DR's største succes, Café Hack, er gået konkurs.

Det viser en annonce i Statstidende, som Skifteretten har indrykket.

I 14 år nød Søren Dahl stor succes med radioprogrammet Café Hack, der var DR's mest aflyttede program. Men i 2017 blev han fyret med øjeblikkelig virkning, da det viste sig, at produktionsselskabet bag programmet havde modtaget over en million kroner fra de cafeer, som programmet havde sendt fra. (Foto: Scanpix)
I 14 år nød Søren Dahl stor succes med radioprogrammet Café Hack, der var DR's mest aflyttede program. Men i 2017 blev han fyret med øjeblikkelig virkning, da det viste sig, at produktionsselskabet bag programmet havde modtaget over en million kroner fra de cafeer, som programmet havde sendt fra. (Foto: Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Ifølge ugebladet Se og Hør solgte 61-årige Søren Dahl sit hus i Aarhus for få måneder siden til en pris langt under udbudsprisen, men det har tilsyneladende ikke været nok til at redde ham fra konkurs.

Han har drevet enkeltmandsvirksomheden Underdog Management, som nu vil blive bestyret af en kurator, der skal finde ud af, hvordan selskabet kan afvikles, og om der er råd til at betale gælden til diverse kreditorer.

Søren Dahl og programmet Café Hack var fra 2003 til 2017 den største lyttersucces på DR, hvor samtaleprogrammet blev sendt på P4. Men i 2017 ramte skandalen.

Den rivaliserende radiostation, nu nedlagte Radio24syv, afslørede, at produktionsselskabet bag Café Hack havde modtaget i alt over en million kroner fra forskellige cafeer, hvor programmets sommerprogrammer var blevet sendt fra.

»Det skal være helt klart, at man selvfølgelig ikke kan købe sig til eksponering i DR's radioprogrammer. Derfor er vi også nødt til at tage det store skridt, det er, at stoppe samarbejdet«, sagde daværende radiochef i DR, Gustav Lützhøft, dengang.

Programmet bliver fortsat sendt, nu under navnet Dahl på Hack og i meget mindre format som podcast. Det indspilles stadig på Café Hack i Aarhus samt andre cafeer i især Jylland. B.T. arbejder på en kommentar til sagen fra Søren Dahl.