Et interview med Ghita Nørby, hvor hun mister besindelsen og kalder journalisten 'åndssvag' og 'dum', har vakt stærke følelser hos lyttere landet over.

Tidligere radiovært på Radio24Syv, Michelle Hviid, beder folk om at besinde sig og tage Ghita Nørbys alder og sindelag i betragtning.

»Jeg er sikker på, at Ghita Nørby ikke er vågnet den morgen og havde sat sig for at miste overblikket og blive vred på en journalist.«

Michelle Hviid, som tidligere har været blogger på B.T., understreger, at hun elsker journalisten Iben Maria Zethen, som stod for at lave det meget omtalte interview. Alligevel mener hun, at Zeuthens måde at møde Nørbys vrede på har øget konflikten.

Når man svarer én, der er vred med spørgsmål som 'skal vi gå en tur i haven,' forværrer det situationen, siger radioværten.

»Jeg synes, at begge har en andel i det. Det er klart, at Ghitas er større end Ibens, men jeg synes bare, at debatten hurtigt kan blive for ensidig.«

Noget andet, som Michelle Hviid anfægter, er folks mangel på hensyn til Ghita Nørbys alder.

Hviid kom oprindeligt med sit indspark til debatten på Facebook, hvor hun fortæller om sin egen farfar, som også var sin egen på sine ældre dage - og havde ret til at være det.

Ghita Nørby ankommer til biografen Grand Teatret, samme dag som debatten om readioprogrammet 'Hele Danmarks Ghita' kører.
Ghita Nørby ankommer til biografen Grand Teatret, samme dag som debatten om readioprogrammet 'Hele Danmarks Ghita' kører. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det vigtigste i det her er, at man må have lov til at være totalt sær, når man er 84 år,« slår Hviid fast.

Hun mener ikke, at der er noget galt i at bringe programmet, men hun mener, at debatten er for stærkt opdelt i to lejre, uden at folk ser nuancerne i det. Derudover siger hun også, Ghita Nørby skulle have været forlagt, at interviewet skulle bringes i nærmest fuld længde.

»Vi tilbyder ikke vores medvirkende at lytte programmerne igennem, inden de bliver sendt,« siger programchef ved Radio24Syv, Mads Brügger, og fortsætter:

»Det er et vilkår, der er gældende for alle, medmindre andet er aftalt. Ghita Nørby er blevet orienteret om, at programmet blev sendt.«

Navnet 'Hele Danmarks Ghita' er nedladende, siger Hviid, men Mads Brügger ser det ikke sådan.

»Det afhænger af ørerne, der lytter og måden, man læser det program. Man kan også høre det program som, at det er Ghita, der kommer ud som vinderen. Michelle Hviid opfatter tydeligvis Ghita Nørby som offer. Sådan hører jeg ikke programmet. Jeg hører en meget åndsfrisk, stærk kvinde, der gør oprør mod den journalistiske form,« siger Brügger.

Han er glad for programmet og fortæller, hvor stor en respons, det har fået.

»Jeg kan konstatere, at programmet er downloaded i talende stund over 150.000 gange og folk brydes om det. Folk debatterer det.«

Michelle Hviid nævner i sit opslag på Facebook, at et interview, hun engang lavede med sundhedsminister Nick Hækkerup, ikke blev bragt. Her gik Hækkerup i udbrud, ligesom Ghita Nørby gør det, men hun mener, at hensynet til en skuespiller bør være større end til en folkevalgt.

»Der synes jeg, at der er en lille utvetydighed i, om de står ved det, folk gør, eller de ikke står ved det.«

Mads Brügger stiller sig dog uforstående overfor kritikken:

»Der blev kun optaget ti minutter, så derfor var der simpelthen ikke nok til et 55 minutter program,« siger programchefen.