Radioværten Benedicte Balling blev kun 43 år gammel. Hun vil blive savnet på redaktionen på radio Nova FM, hvor hun arbejdede.

»Vi er selvfølgelig alle sammen meget berørte, siger Tobias Nielsen, CEO for Bauer Media, som har radiokanalen Nova FM.

Han fortæller, at han selv først har fået nyheden to timer tidligere.

»Jeg husker hende som en altid glad og smilende pige,« siger han og uddyber:

»Men ikke bare det. Hun gik meget professionelt til værks. Hun var sindssygt dygtig,« siger han om Balling, der havde arbejdet i huset siden 2010.

Benedicte Balling havde lidt af brystkræft, og det var sygdommen, der kom til at koste hende livet i en tidlig alder.

»Det er klart, at folk er meget kede af det herinde. Hun var en, der var vellidt af alle,« siger Nielsen.

Benedicte Balling startede som radiovært i 2010, hvor hun startede som morgenvært på kanalen The Voice.

Det blev senere til en stilling som formiddagsvært på Nova FM.

Det var tilbage i 2017, at Benedicte Balling fik konstateret brystkræft.

Hun efterlader sig ægtemanden Philip Krag-Juel-Vind-Frijs og deres fireårige datter Josephine.

Balling er også kendt fra sin tidligere rolle som Go' Morgen-vært.