Det er svært at forestille sig andre end Anne Hathaway i rollen som Meryl Streeps assistent i filmen 'The Devil Wears Prada'.

Ikke desto mindre havde instruktøren bag den succesfulde film, David Frankel, en helt anden person i tankerne.

Det fortæller han i et interview med Entertainment Weekly.

Ifølge David Frankel tiggede han og resten af holdet Rachel McAdams om at takke ja til rollen, men 'The Notebook'-stjernen afviste gang på gang.

Efter en ihærdig kamp fik Anne Hathaway rollen i 'The Devil Wears Prada'.
Efter en ihærdig kamp fik Anne Hathaway rollen i 'The Devil Wears Prada'. Foto: Angela Weiss
Vis mere

»Vi var fast besluttede på, at det skulle være hende, og hun var fast besluttet på ikke at gide,« siger instruktøren til det amerikanske medie.

Her fortæller han også, at Anne Hathaway faktisk ikke engang var deres andet-, tredje-, fjerde- eller sågar femtevalg.

De havde nemlig både Scarlett Johansson, Natalie Portman, Kate Hudson og Kirsten Dunst på listen efter Rachel McAdams.

Men det stoppede ikke Anne Hathaway …

Ifølge David Frankel gik hun nemlig i gang med en regulær kampagne for at overbevise dem om, at hun var den rette til jobbet.

Meryl Streep.
Meryl Streep. Foto: GEOFF ROBINS
Vis mere

Hun begyndte blandt andet at dukke op på instruktørens kontor, bekræfter Anne Hathaway selv i selvsamme interview med Entertainment Weekly.

»Den (rollen, red.) talte til mig. Den fik mig til at føle ting. Det var et emne, jeg tager meget seriøst, men som blev portrætteret på en munter og hjertelig måde,« siger hun.

Ifølge David Frankel var det i sidste ende filmens anden hovedperson, Meryl Streep, der formåede at overtale de høje herrer om, at Anne Hathaway var det rigtige valg.

»Meryl var meget ivrig efter at lave filmen, så hun bad om at mødes med Anne,« fortæller instruktøren og fortsætter:

»'Brokeback Mountain' var lige ved at komme ud på det tidspunkt, og Anne havde en lille rolle i den, så den så Meryl, hvorefter hun mødtes med Anne og ringede Fox op og sagde, at de skulle give hende rollen.«