Det er nogle turbulente og dramatiske dage, som den skandaleramte musiker R. Kelly går igennem. Sigtelser om seksuelle overgreb, fængsel, nye anklager om misbrug, et krav om børnepenge og senest igen fængsel.

Den 52-årige r'n'b-stjerne kan dog trøste sig ved, at hans to kærester støtter ham i tykt og tyndt, skriver People.

»Jeg græder, fordi I ikke kender sandheden. I tror på en fucking facade, som vores forældre sætter op. Det her er alt sammen fucking løgne for penge, og hvis I ikke kan se det, så er I ignorante og dumme,« siger den 21-årige Azriel Clary, der er en af R. Kellys nuværende kæreste(r).

Ordene faldt under et interview med det amerikanske tv-show 'CBS This Morning', der bliver sendt torsdag.

Du kan se et klip fra interviewet i videoen nedenfor

Azriel Clary mødte sin noget ældre og kendte kæreste, da hun selv var 17 år.

Den anden af R. Kellys kærester er den 23-årige Joycelin Savage, der har boet sammen med ham, siden hun var 19 år.

Titlen på kvindernes forhold til R. Kelly er en anelse uklare, men selv kalder de sig for hans kærester.

De to kvinder forsvarer i interviewet R. Kelly og nægter, at de skulle være blevet hjernevasket og tilbageholdt mod deres vilje i musikerens sexkult.

En udlægning, som begge kvinders forældre ellers fastholder i den omdiskuterede dokumentar 'Surviving R. Kelly', der omhandler adskillige påståede sager om seksuelt misbrug og overgreb begået af R. Kelly.

I onsdags deltog han selv i samme tv-program, hvor han tog til genmæle over for kritikken af hans forhold til de to yngre kvinder.

»Jeg elsker dem, og det er næsten, som om de er mine kærester. Det er ligesom, du ved, vi har et forhold. Det er ægte. Og jeg kender mænd, jeg har kendt mænd hele mit liv, som har haft fem eller seks kvinder, okay? Så lad være med at gå den vej med mig, okay? For det er sandheden,« sagde han.

Det var under selvsamme interview, at R. Kelly brød grådkvalt sammen, da han blev konfronteret med flere aktuelle anklager.

Han er bl.a. anklaget for at have haft seksuelle forhold med mindreårige. R. Kelly påpeger i den sammenhæng, at begge hans nuværende kærester er myndige.

»Jeg kigger ikke efter kvinder yngre end mig selv, jeg kigger bare efter, om det er lovligt. Jeg kigger bare på, at du er dig, og jeg er mig. Jeg ved ikke, om du er gift. Jeg ved ikke, om du har et forhold,« forklarer han under interviewet.

»Der er ældre mænd, som kan lide yngre kvinder. Der er yngre kvinder, som kan lide ældre mænd ... Jeg er en ældre mand, der kan lide alle kvinder.«

Jocelyn Savage (Venstre) og Azriel Clary (Højre) ankommer til retssagen i forbindelse med kautionshøringen af R. Kelly den 23. februar 2019 i Chicago. AFP.
Jocelyn Savage (Venstre) og Azriel Clary (Højre) ankommer til retssagen i forbindelse med kautionshøringen af R. Kelly den 23. februar 2019 i Chicago. AFP. Foto: SCOTT OLSON
Vis mere

At R. Kelly skulle have haft sex med den ene af sine kærester, da hun kun var 17 år, benægter han stålsat, ligesom han benægter samtlige andre anklagepunkter mod ham.

I forhold til anklagerne om, at R. Kelly skulle have drevet sine to kærester væk fra deres forældre i en ung alder, lyder der heller ingen indrømmelser.

I stedet mener han, at pigernes forældre dengang var drivkraften bag deres forhold.

Det var eksempelvis Joycelyn Savages forældre, der tog hende med til hans koncert og ville have hende op på scenen, forklarer han.

Samme historie er gældende for Azriel Clary, hvis forældre angiveligt havde presset på for, at hun kunne blive stjernens nye protegé.

På den ene side lyder anklagerne fra kvindernes familie, at R. Kelly er en manipulerende sociopat, der holder kvinderne i en sexkult.

På den anden side mener kvinderne selv - samt R. Kelly - at deres familier er på jagt efter penge.

Onsdag blev R. Kelly igen sat i fængsel, da han ikke har betalt en udestående gæld på næsten en million kroner i børnepenge.