At R. Kelly ikke var særligt begejstret for visningen af dokumentarserien 'Surviving R. Kelly', er ikke en hemmelighed.

I serien, der blev vist tilbage i januar 2019, stod en lang række kvinder frem og fortalte, hvordan de angiveligt var blevet udsat for seksuelle overgreb af sangstjernen, da de - i de flestes tilfælde - var mindreårige.

Den amerikanske R&B-sangers tidligere manager Donnell Russell gik dog lidt for langt i forsøget på at opfylde sin arbejdsgivers ønske om, at filmen ikke blev vist.

Faktisk gik 45-årige Donnell Russell så langt, at hans forsøg - ifølge FBI - 'trodser al logik'.

Det skriver Sky News og TMZ.

Ifølge medierne ringede den tidligere manager tilbage i december 2018 til en biograf i New York City, hvor dokumentarserien skulle screenes.

I opkaldet, som han angiveligt foretog 20 minutter før screeningen, advarede han om et kommende skyderi til eventet, hvor flere af R. Kellys påståede ofre var til stede.

Truslen medførte, at politiet evakuerede biografen, og at screeningen blev aflyst.

R. Kelly under en høring tilbage i september 2019.
R. Kelly under en høring tilbage i september 2019. Foto: Antonio Perez
Vis mere

»Det trodser al logik at lave en trussel som den påståede for at stoppe ofre fra at snakke om deres oplevelser,« siger William F. Sweeney Jr. fra FBI og fortsætter:

»Hver dag gør vi alt, vi kan, for at sikre os, at ofre for seksuelle overfald har mulighed for at blive hørt, og det vil vi fortsætte med, uanset hvem der bruger vold som et forsøg på at stoppe dem.«

Donnell Russell er nu blevet sigtet for konspiration og for at true med at gøre fysisk skade.

Begge sigtelser kan potentielt give ham en dom på op mod fem år i fængsel.

Donnell Russell er i øjeblikket løsladt på en 75.000 dollars-dyr kaution. Et beløb, der svarer til 473.000 danske kroner.

Det er dog ikke den eneste gang, at den tidligere manager er kommet i karambolage med loven i forsøget på at forsvare R. Kellys bristede omdømme.

I sidste uge blev han - ifølge TMZ - sigtet for at chikanere en unavngiven kvinde, der har anklaget R. Kelly for at have misbrugt hende seksuelt.

Ifølge mediet sendte manageren et brev til kvindens advokat. Brevet indeholdt angiveligt nøgenbilleder af kvinden.

Efterfølgende skal han - ifølge sigtelsen - have sendt en sms-besked til kvinden, hvori der stod: 'Stop det, eller du vil blive afsløret'.

Donnell Russels tidligere arbejdsgiver R. Kelly sidder i øjeblikket fængslet i Chicago, USA, hvor han venter på at få gennemført og afsluttet en række retssager i Illinois, Minnesota og New York.

Han har et dusin sigtelser imod sig for diverse seksuelle overgreb.

Sigtelser, som for eksempel inkluderer sex med en mindreårig, mens han havde herpes i udbrud.