Et program, hvor lokalpolitikere skal smage meget stærke chilier.
Lyder det bekendt?
Det synes Chili Klaus i hvert fald, der har beskyldt TV2 Nord for at låne sit koncept.
Hvordan hænger det så sammen med Pyrus, tænker du måske?
For at gøre en lang historie kort, så optrådte Jan Linnebjerg, altså manden bag Pyrus, tilbage i 2015 i Chili Klaus' eget chilismagningsprogram. Her havde Jan Linnebjerg det fulde Pyrus-kostume på med rød nissehue og det hele. Derefter fik Chili Klaus en opkrævning af TV2 på 25.000 kroner. TV-stationen mente nemlig, at julekalendernissen var deres ophavsret.
Nu har TV2 Nord så lavet et lignende koncept i forbindelse med kommunalvalget, hvor lokalpolitikere skal udsættes for samme stærke chilismagning. Nu giver Chili Klaus så lidt kækt igen i et Facebook-opslag og spørger: »Skal jeg sende dem (TV2 Nord) en regning på det samme beløb, så vi står lige?«
Og denne opfordring får opbakning med på vejen af Jan Linnebjerg, som til B.T. siger:
»Selvfølgelig skal han da køre efter dem (TV2 Nord), men lur mig, om de ikke har en advokatstab, der siger 'den der kommer vi nok udenom'?«
Men, tilføjer han:
»Jeg synes, det er sjovt, at han (Chili Klaus) laver noget larm.«
Hos TV2 Nord mener redaktionschef Anders Leonhard ikke, at »man kan have patent på at spise chili på video eller tv.«
