Hun var blot tre år, da hele Danmark lærte hende at kende som Pusle i 'Min søsters børn'.

Men nu har Pusle Helmuth valgt at skifte navn. Igen. Det fortæller hun i et interview med Billedbladet.

Egentlig er hun døbt Luise Charlotte Helmuth, men hun er altid blev kaldt Pusle, og i 2007 skiftede hun da også sit officielle navn til Pusle Helmuth Darville.

Men med en skilsmisse, et nyt job og en flytning føjet til bagagen er det atter blevet tid til navneforandring.

Barneskuespilleren Pusle Helmuth.
Barneskuespilleren Pusle Helmuth. Aage Sørensen

Med hjælp fra en clairvoyant har hun sagt farvel til Pusle og hedder nu Louisa Nene Helmuth.

»Ja ja, jeg ved godt, at det for nogle lyder mærkeligt, men for mig giver det mening. Og jeg føler, at jeg kan mærke en lettelse og en accept af at være på rette vej. Det siger jeg NU … og jeg håber virkelig, at det passer. At jeg er på rette vej. Det føles lidt som at begynde forfra,« fortæller hun til Billedbladet.

Pusle Helmuth var en del af rollebesætningen i de originale 'Min søsters børn'-film, der første gang blev vist i 1966.

Igennem fire film spillede hun den gæve Pusle, der blandt andet gjorde sig bemærket ved at ryge og drikke 'godnat-bajer'.

Selv om filmene var med til at etablere den unge pige som barnestjerne, sagde hun herefter farvel til skuespillet.

I stedet har hun i gennem årene arbejdet som blandt andet sekretær i Folketinget, stewardesse og tjener, og i sidste år åbnede hun Restaurant Helmuth i Hellerup.