Den danske tv-vært Puk Elgård holder en pause fra de sociale medier i de næste ugers tid, mens hun holder ferie. Søndag skrev hun på sin Instagram-profil, at hun skal på 'insta-detox' i et par uger.  Over for B.T. fortæller Puk Elgård, at hun ikke rigtigt bruger andre sociale medier som Twitter eller Facebook, så det er brugen af Instagram, som stopper.

»Instagram er sjovt, men grunden til, at jeg tager nogle pauser, er, at det bliver hovedløst (hendes brug af Instagram, red.). Det bliver en vane, og det tror jeg ikke er så sundt,« siger hun omkring beslutningen.

Dem der følger 'Go' Morgen Danmark'-værten på Instagram, oplever, at hun ofte opdaterer med billeder og video fra sin hverdag. Derfor er det også svært at lægge det på hylden, men det er en udfordring, som hun mener de fleste danskere ville have godt af at stille dem selv. Den garvede tv-personlighed oplever det blandt andet i sin brevkasse i ugebladet Familie Journalen, hvor hun ofte får henvendelser fra folk, der oplever, at telefonen har overtaget.

»Der er nogle folk, som er frustrerede over manglende nærvær. Det kan eksempelvis være til fest eller når børnene er hjemme. Det er en ting, der har grebet meget ind i vores hverdag. Jeg kører jo i s-tog hver dag, og ingen smiler eller kigger på hinanden. Alle sidder med hovedet nede i telefonen,« konstaterer hun.

Hun indrømmer dog, at det ikke er så let at stoppe fra den ene dag til den anden, og at hun allerede flere gange i dag har trykket eller været lige ved at trykke på Instagram-ikonet på telefonen.

»Telefonen er jo dragende. Det er som om, der er en magnet i den, men det er en dum vane. Man har ikke brug for alle de informationer,« lyder det fra den 50-årige vært.

Puk Elgård fortæller dog også, at hun snart skifter sin smartphone ud med en såkaldt 'festivaltelefon'. Altså en telefon, man kun kan ringe og sende sms'er fra.

»Jeg vil gerne bevise over for mig selv, at jeg kan lade være. Jeg gør det især om sommeren. Men jeg tror, det er noget, som vi alle vil have glæde af - at få lidt ro i hovedet.«

I Puk Elgårds eget hjem har de har haft 'teknikfri søndag'. Her er alle former for telefoner, tablets og computere forbudt.

»Så sidder vi og glor på hinanden. Men efter lidt tid, så begynder man jo at snakke, spille spil eller noget helt andet.«

Det er vigtigt for hende, at man selv sætter rammerne i hjemmet. For hun er ret overbevist om, at de færreste dropper telefonen af egen fri vilje.