Fie Laursen har fået sine bryster forstørret og i sit nye program 'Fies Bryster' taler hun stolt om sit nye selvtillidsboost - brysterne. Men programmet kommer med et uheldigt budskab, mener psykolog.

De er store, runde og med et ar på omkring fem centimeter under dem, der vidner om den operation, de har været igennem. Fie Laursen er kendt for glædeligt at dele ud af sig selv og i den nye programserie 'Fies Bryster' lukker hun seerne ind i sine tanker før, under og efter operationen.

Men psykolog Camilla Bruun er bekymret for den indvirkning serien kan have på Fie Laursens unge fanskare:

»Jeg synes, Fie Laursen kommer med et meget uheldigt budskab. At man slipper for sine mindreværdskomplekser ved operation, er en illusion. Det, hun gør, er at reklamere for et quick-fix, men man er nødt til arbejde med sit indre liv for at få en varig bedring.«

Ifølge nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen fik knap 2.000 kvinder lavet større bryster i 2016 – over en firedobling på 10 år. Fie Laursen er nu en del af statistikken.

»Når jeg kigger på mine bryster, bliver jeg ked af det. Jeg gider ikke at bruge tre år hos en psykolog, hvis jeg kan få det fikset nu,« siger Fie Laursen i programmet, hvor hun også omtaler sine naturlige bryster som 'små fedtklumper' og 'slatne stykker pepperoni'.

At en operation kommer til at fremstå som 'kuren' mod dårligt selvværd, er netop det, som Camilla Bruun mener, er problematisk.

»Det kan føles lettere for unge at blive opereret end at skulle håndtere de svære følelser, de går rundt med. Men ofte vil de finde at de samme problemer dukker op igen efter operation.«

Men dette er ikke noget Fie frygter for:

»Det er jo bare min mening, som jeg er ærlig omkring. Jeg vælger ikke, hvordan folk skal tænke, ligesom folk ikke vælger, hvordan jeg skal tænke.«

Mulige komplikationer ved en brystoperation: