Efter en længere pause fra det danske boligmarked har den tidligere professionelle cykelrytter Bo Hamburger netop sat sin millionvilla til salg igen.

Sidst Tour de France-etape-vinderen havde sin luksuriøse Klampenborg-villa til salg, var i 2019, hvor hjemmet blev taget af markedet, men nu er det altså tid til at prøve lykken igen.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Det 221 kvadratmeter store hus, som ifølge mæglerforretningen Claus Borg & Partner ligger i gåafstand til Dyrehaven i den mondæne liebhaverkommune Gentofte, har ud over syv værelser en mere end 100 kvadratmeter stor kælder med integreret garage.

Hamburger købte sammen med sin hustru Sanne ejendommen i 2007 for 12 millioner kroner. I dag 13 år efter kan villaen blive din for 11,9 millioner kroner.

Dyrt liebhaverområde

Modsat de fleste områder i landet er handler på den anden side af 10 millioner kroner ikke et særsyn i Gentofte Kommune, der kæmper med Frederiksberg Kommune om at have landets højeste kvadratmeterpriser på villaer.

Blot i år er der nemlig solgt over 100 villaer for mere end 10 millioner kroner i Gentofte, og bare i postdistriktet Klampenborg er der solgt 13 af de dyre huse. Det viser tal fra Boliga.dks salgshistorik.

Indtil videre er den dyreste handel i området en 412 kvadratmeter stor villa på Viggo Rothes Vej i Charlottelund godt 3,5 kilometer væk fra familien Hamburgers hus. Den blev solgt for hele 43,75 millioner kroner i august.

Hamburger, der ud over sin etapesejr i det ultimative cykelløb Tour de France er en af de få danskere, som har vundet cykelløbet La Flèche Wallone, kan nu krydse fingre for, at hans villa er en af de næste i rækken til at blive solgt.

Siden tiden i den professionelle cykelsadel sluttede, har Bo Hamburger blandt andet ernæret sig som cykelsportsekspert – og i 2016 var han med til at starte et nyt cykelhold, Futura Cycling Concept.

Se Bo Hamburgers millionvilla her