Det var et hjerteskærende citat. Et citat, som på den store klinge opsummerede hendes liv. Hvad det alt for længe havde manglet.

»Jeg ved, at hvis jeg spiller livets kort rigtigt, vil jeg også få de ting, jeg altid har higet efter,« sagde hun. Om endelig at finde og få lov til at opleve kærligheden.

Men 31. august 1997 – for 25 år siden – døde drømmen for prinsesse Diana. I en tunnel i Paris. Ironisk nok under hendes jagt på kærlighed.

Mange husker eller har set de ikoniske billeder fra bryllupsdagen i sommeren 1981. 'Århundredets bryllup' blev det kaldt, da en bly og rødmende 20-årig Diana Spencer gik op ad kirkegulvet. Og blev prinsesse.

»Den værste dag i mit liv,« omtalte prinsesse Diana sin bryllupsdag som.
»Den værste dag i mit liv,« omtalte prinsesse Diana sin bryllupsdag som. Foto: Scanpix
Vis mere

Men allerede dér vidste hun, at hun var et offerlam. Og at kærligheden ikke var hende forundt.

»Jeg mindes alt for tydeligt min bryllupsdag. Jeg var rolig. Skræmmende rolig. Selvom jeg vidste, at jeg blot var et stykke slagtekvæg på vej til slagtning. Han havde fundet sin jomfru, offerlammet. Jeg tror, at det var den værste dag i mit liv,« som Diana fortalte i dokumentaren 'Prinsesse Diana: Med egne ord'.

At hun ikke var ene i ægteskabet, vidste hun allerede dér. I skyggen lurede hendes mands gamle flamme, Camilla Parker-Bowles. Lyste prins Charles øjne op.

I ti år var det eneste, der holdt hende oppe, deres to børn. Sønnerne William og Harry. Og i det skjulte begyndte hun allerede i 1985 at søge efter en bid af kærligheden.

Mens prins Charles med mere eller mindre diskretion dyrkede sin elskerinde, fandt Diana det år angivelig trøst i sin bodyguard Barry Mannakee. Var – som det siden blev afsløret i hemmelige optagelser foretaget af den engelske efterretningstjeneste – så forelsket i ham, at hun var parat til at forlade alt for at være sammen med ham.

Mens en sammenhæng aldrig er blevet bevist, var det tankevækkende, at han efter blot et år på posten blev fyret. Året efter døde han i en motorcykelulykke.

Efter affæren med James Hewitt fik Diana mistro til mænd.
Efter affæren med James Hewitt fik Diana mistro til mænd. Foto: FIONA HANSON
Vis mere

I den britiske kavaleriofficer James Hewitt – som var hendes ridelærer – kom hun endnu tættere på endelig at føle sig elsket. Fem år nåede de to at have en affære.

Hvor han i starten var hendes fortrolige, ham, hvis skulder hun kunne græde ud ved, voksede forholdet til noget, der kunne minde om kærlighed.

Men da deres forhold blev kendt, blev James Hewitt sendt til Golfkrigen.

Affæren gav dog også Diana en lærestreg. Af de dyre.

»Jeg var forelsket i ham. Men han svigtede mig,« sagde hun ifølge Tatler magazine om Hewitt, som efterfølgende og gennem adskillige år scorede kassen på at sælge sin version af historien om deres forhold.

I 1992 blev prinsesse Diana og prins Charles separeret. Og endelig var hun fri til at leve det liv, hun drømte om. Kastede sit hjerte ind i filantropiske sager, viste sit nærvær og sin empati. Og havde endelig mulighed for at dyrke sit eget.

Da Diana blev separeret fra prins Charles i 1992, kastede hun sig over filantropiske sager. Her holder hun en baby født med hiv.
Da Diana blev separeret fra prins Charles i 1992, kastede hun sig over filantropiske sager. Her holder hun en baby født med hiv. Foto: Dave Caulkin
Vis mere

Endelig at være fri på markedet fik dog en uheldig start for prinsessen. For hun forelskede sig i kunsthandler Oliver Hoare. Som var gift. Og da han efter to år stadig ikke udtrykte ønske om at forlade sin hustru, endte den kærlighedsaffære.

Tre år senere mødte Diana ham, som mange mener, var hendes livs kærlighed. Hjertekirurgen Hasnat Khan. 'Mr. Wonderful' kaldte hun ham.

I ham følte hun, at hun endelig havde mødt et menneske, der aldrig ville svigte hende.

Det var under et af sine mange besøg på Londons hospitaler, at hun mødte ham i 1995.

»Ser han ikke bare for lækker ud?« hviskede hun ifølge Vanity Fair til en veninde i samme øjeblik, han vendte ryggen til.

Længe lykkedes det dem at holde deres forhold hemmeligt. De tilbragte en stor del af deres tid sammen i enten Kensington Palace eller i hans lille ydmyge lejlighed, hvor hun med stor entusiasme spillede rollen som den lille husmor.

Begge dele langt væk fra pressens lange linser, omend de ihærdigt forsøgte at fange de to sammen.

»De opsøgte tidligere kærester, venner fra medicinstudiet, selv pensionerede professorer, som jeg havde kendt,« beskrev Hasnat Khan siden under et politiinterview efter Dianas død.

Kærligheden var stor. Hun mødte hans forældre. Han mødte hendes sønner. De talte om ægteskab. Men i sommeren 1997 sluttede det brat. Han kunne ikke længere leve med konstant at skulle kigge sig over skulderen. Føle sig som jaget vildt.

Der findes ikke mange fotos af prinsesse Dianas store kærlighed Hasnat Khan. Her ses derfor den indiske skuespiller Naveen Andrews, som spillede ham i filmen 'Diana'.
Der findes ikke mange fotos af prinsesse Dianas store kærlighed Hasnat Khan. Her ses derfor den indiske skuespiller Naveen Andrews, som spillede ham i filmen 'Diana'. Foto: CARL COURT
Vis mere

»Jeg vidste, at jeg aldrig ville leve et normalt liv sammen med hende,« forklarede han i politiinterviewet.

Dybt ulykkelig kastede Diana sig over Hasnat Khans diametrale modsætning. Playboyen og milliardæren Dodi Fayed.

Nogle mente og mener stadig, at det var for at gøre Hasnat Khan jaloux. Andre at hun endelig havde fundet kærligheden. Det, hun altid havde higet efter.

I så fald kun for en kort stund.

30. august 1997 spiste de to en romantisk middag i Paris. Som altid med den lurende flok paparazzofotografer udenfor. De fulgte hende overalt.

Middagen trak ud til efter midnat, hvor parret løb ind i den ventende bil, smækkede døren og chaufføren trådte speederen i bund. Med fotograferne i hælene.

Sådan så Mercedesen ud, efter at den havde ramt muren i den parisiske tunnel.
Sådan så Mercedesen ud, efter at den havde ramt muren i den parisiske tunnel. Foto: PIERRE BOUSSEL
Vis mere

Få minutter senere ramte Mercedesen muren. Og drømmen om at opleve kærligheden blev knust med den.

Hør mere om prinsesse Diana i B.T.s nye podcast 'Kongehuset bag kulissen':