Prins Nikolai får sig en særdeles dygtig læremester i sit nye job. Han er nemlig startet i den danske milliardær Mikael Goldschmidts virksomhed M. Goldschmidt Holding A/S.

Virksomheden bekræfter nyheden over for B.T., som ugebladet Se og Hør i første omgang erfarede onsdag.

Over for B.T. lyder det, at prins Nikolai er startet som trainee hos M. Goldschmidt Holding A/S. Derudover har man ikke flere kommentarer til nyheden.

Mikael Goldschmidt beskæftiger sig blandt andet med ejendomme. Men virksomhedens opkøbte også detailkæden Imerco i 2016.

Mikael Goldschmidt.
Mikael Goldschmidt. Foto: Morten Juhl
Vis mere

Mikael Goldschmidt er ifølge Berlingske Business god for tre milliarder kroner. Han er bestyrelsesformand i detailkæden Imerco, Inspiration, Erik Bagger A/S og Slotshotellet A/S.

Hvor meget den danske milliardær kommer til at være inde over prins Nikolais trainee-forløb, vides ikke.

Men den unge prins Nikolai kommer heller ikke til at undvære den 62-årige Mikael Goldschmidt lige foreløbigt. Han har nemlig ingen planer om at gå på pension. Spurgt om han anser sig selv for at være en af de mange sky milliardærer, lyder svaret klart nej.

»Jeg ved godt, at man har kaldt mig den sky milliardær. Men jeg er altså ikke særlig sky. Jeg forstår ikke, hvordan jeg har fået det ry,« siger Mikael Goldschmidt til Berlingske Business og fortsætter:

»Hvis jeg skal gætte, så er det, fordi jeg ikke gider løbe til alt det der konflitterstads sammen med dem, der skal ses og blive set og klappe hinanden på ryggen. Det er ikke mig at løbe op ad den røde løber. Lad de andre om det. Jeg skal bare drive min forretning og passe det, jeg skal passe på,« siger han til finansmediet.

Den danske koncern blev grundlagt i 1979 og har sammenlagt 2000 ansatte fordelt på 35 virksomheder, der hovedsageligt befinder sig i Danmark. Det var i øvrigt også i en ejendom ejet af Mikael Goldschmidt, at grevinde Alexandra lejede sig ind i 2016 efter sin skilsmisse med Martin Jørgensen.

Prinsen droppede i sommer ud af sin militæruddannelse ved Varde Sergentskole og har indtil videre arbejdet som model for Dior og Burberry.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra grevinde Alexandra og prins Nikolai.