Prins Joachim fortæller om prins Nikolai og en stor beslutning, hans førstfødte søn traf for nylig.

»Nikolai var Dronningens første barnebarn, og der var måske mere fokus på ham i begyndelsen. Men han skulle have lov til at blive en så normal dansk borger som muligt.«

Sådan lyder det fra prins Joachim i et nyt stort interview i Alt for Damerne, som er på gaden i denne uge.

I interviewet fortæller han, at prins Nikolai har et særligt ansvar, fordi han netop er den førstfødte og træder de første skridt for sine tre søskende.

Om opdragelsen siger han, at børnene skal rådes. Men ikke tvinges. Hjælpes på vej, så de selv kan træffe motiverede valg.

Og det er i den anledning, at prins Joachim kommer ind på prins Nikolais beslutning om at forlade Hærens Sergentskole og satse på modelkarrieren.

En beslutning, som prins Joachim gik ham på klingen med.

»Og jeg kunne godt se, at nej, det var ikke den rette hylde for ham. Jeg synes, det var en meget voksen og moden beslutning at træffe.«

D.K.H. Prins Joachim mener, at prins Nikolaj har taget en voksen og modig beslutning (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
D.K.H. Prins Joachim mener, at prins Nikolaj har taget en voksen og modig beslutning (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»At turde gøre op med sig selv og med danskernes og ikke mindst familiens - herunder måske især sin fars - forventninger, var meget modigt,« siger prins Joachim i Alt for Damerne.

Han respekterer, at en sådan beslutning blev taget i offentlighedens vågelys. Men ifølge kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen er følelserne fra prins Joachims side langt mere brogede, end han viser i interviewet.

»Udadtil er prins Joachim kærlig og forstående, men i hjertet er han ked af det, og det besmykker han med mod.«

»Det er facade og prinsespin. Spin, der ikke kommer fra hjertet. Og så er prins Joachim en gentleman, der ikke hænger sin ekskone og søn ud på sin fødselsdag,« konstaterer Søren Jakobsen.

Søren Jakobsen lægger til grund for skuffelsen, at det er en tradition blandt kongelige at tage en militæruddannelse, at selv Dronningen har en, og at prins Joachim netop nu skal i gang med at tage Frankrigs højest rangerede lederuddannelse inden for militæret.

»Jeg ser det, som om grevinde Alexandra har påvirket Nikolais beslutning, og at prins Joachim ikke ønsker en offentlig diskussion med sin ekskone.«

»Det er en form for slaphed. Modelvejen er en forholdsvis kort karriere, og prins Nikolai skulle tage at få sig en rigtig uddannelse, han kan bruge i det lange løb,« lyder det fra kongehuseksperten.

Prins Joachim fylder 50 år den 7. juni 2019.