Knud Roding, der i mange år var nær ven med prins Henrik, er død.

Han blev 81 år gammel. Det fortæller hans niece, Kirsten Roding, til B.T.

Ifølge niecen sov Knud Roding, der var pensioneret autoforhandler, stille ind mandag aften. Dødsårsagen er endnu ukendt.

»Vi har ikke så meget mere at tilføje end det,« lyder det fra Kirsten Roding.

Arkivfoto af prins Henrik på tennisbanen med Knud Roding.
Arkivfoto af prins Henrik på tennisbanen med Knud Roding. Foto: ERIK JEPSEN
Vis mere

Knud Roding havde ingen børn. Han efterlader sig sin bror, Jens Erik Roding, som han indtil sin død drev en række selskaber sammen med.

Knud Roding lærte prins Henrik at kende i 1972, da de begge tilfældigvis befandt sig i Aarhus 1900's tennisanlæg på samme tid.

»Det var egentlig helt tilfældigt. Prinsen var nede for at spille tennis og manglede pludselig en makker. Så blev jeg spurgt, om ikke jeg kunne træde til. Den slags siger man jo ikke nej til,« fortalte Knud Roding til Århus Stiftstidende i forbindelse med prins Henriks død i 2018.

Mødet udviklede sig hurtigt til et nært venskab, der nåede at vare en halv menneskealder, og Knud Roding besøgte prins Henrik så sent som få måneder før hans død.

»Det var hen over julen, det gik op for mig, at han måske ikke havde langt igen. Hans raske gang var blevet til små skridt. Det store humør, som ellers kendetegnede prinsen, var ikke mere,« fortalte han Århus Stiftstidende.