Prins Harry og hans kone, Meghan, har været meget igennem i deres relativt korte ægteskab.

Alligevel har det vist sig, at der er nye måder, de to kan vække opsigt på i medierne.

Denne gang er det dog – formentlig – ikke noget, de selv står bag.

De offentliggjorde for nylig, at de vil starte en ny fond, som skal have navnet The Archewell Foundation, skriver den engelske netavis Daily Mail.

Nogen har så forsøgt sig at slå fondens hjemmeside op for så at opdage, at når man taster adressen 'archewellfoundation.com', ryger man et helt andet sted hen end forventet.

Man bliver nemlig ledt hen til en musikvideo med den meget berømte rapper Kanye West og hans hit 'Gold Digger.'

Historien fortæller ikke noget om, hvordan den besynderlige kombination er opstået.

Man har dog tidligere været vidne til, at Meghan er blevet kaldt en 'golddigger'.

Blandt andet var sociale mediebrugere ikke søde ved hertuginden, da parret valgte at trække sig som ledende medlemmer af det engelske kongehus, skriver det britiske medie Metro.

Fonden, som parret har annonceret, de vil starte, er til dels opkaldt efter deres søn, som hedder Archie.

Han blev født 6. maj 2019.

Det er meningen, at den nye fond skal træde i stedet for parrets 'brand' Sussex Royal, som de dropper i forbindelse med tilbagetrækningen fra kongehuset.