Den eneste forskel, der er på alkohol og stoffer og computerspil og sociale medier, er, at alkohol og stoffer er reguleret.

Sådan sagde den engelske prins Harry ved et YMCA (forening for unge kristne mænd, red.)-besøg i London onsdag, da han bl.a. kommenterede onlinespillet 'Fortnite'.

'Fortnite' er verdens mest populære computerspil, men ifølge den engelske prins Harry er det så skadeligt for unge mennesker, at det ikke burde være tilladt, skriver The Mirror.

Den 34-årige greve af Sussex var meget seriøs omkring den effekt, han mener, det har på unge mennesker, og advarede mod den afhængighed, som online computerspil skaber.

Men det er ikke kun computerspil, der ødelægger de unge mennesker. Han talte også om de sociale medier, der gør skade på børn og unge.

»Det burde ikke være lovligt. Det er mere afhængighedsskabende end stoffer og alkohol, og dog er det farligere, fordi det er normaliseret og uden regulering. Vi er i en sindsændrende tid,« sagde prins Harry.

Han snakkede om, at unge menneskers mentale helbred er udsat for en global epidemi, og at afhængigheden af telefonen er langt værre end stoffer og alkohol og kan føre til mobning.

Det er mobningen på de sociale medier, som bekymrer den unge prins. Når de unge bruger al deres tid på telefonen, ender de med at ty til de sociale medier, hvis de får problemer. Og det er på de sociale medier, at man er specielt udsat for mobning.

Under besøget fik Harry danset med de små ballerinaer.
Under besøget fik Harry danset med de små ballerinaer. ADRIAN DENNIS

Han opfordrer forældre til at tage ansvar for deres børn, når det kommer til både sociale medier, men især også computerspil, som han mener er skabt til at gøre mennesker afhængige.

»Forældre ved ikke, hvad de skal gøre, og de sidder bare og venter på, at skaden sker,« sagde han og understregede, hvor uansvarligt det er, at spillet 'Fortnite' er lavet til at gøre folk afhængige.

'Fortnite' handler om at overleve så lang tid som muligt ved at slå de andre spillere ihjel med alle mulige forskellige våben.

Det er uegnet for børn under 12 år, og NSPCC (engelsk forening for børns velfærd) har før advaret forældre og opfordret til at være opmærksomme på de risici, som spillet har for unge mennesker.

Harrys besøg ved YMCA sker blot 24 timer efter, at han og hans gravide kone Meghan Markle slog en Guinness-verdensrekord, da de i går lancerede deres royale Instagram-profil. Læs mere om det her.